Får biblioteket samme skæbne som det lokale
frysehus?
For ikke så mange år siden havde man i hver lille by et såkaldt frysehus. Her kunne borgerne gå ned med deres ferske kød og fisk som så blev indfrosset. En fantastisk service og et teknologisk fremskridt set i relation til processer som at salte eller ryge kødet. Opfindelsen og massefremstillingen af dybfryseren samt vores generelle velstand betød at alle hjem hurtigt kom til at råde over en dybfryser. Det lokale frysehus døde hen og blev til sidst opgivet. Vil samme skæbne overgå det lokale folkebibliotek?
Informationsteknologien har igennem de sidste 20 år rullet ind over mange brancher og har haft store organisatoriske og menneskelige konsekvenser. Af oplagte eksempler kan man nævne bankfolk, som er blevet overflødiggjort, typografer som er blevet fyret og kontorpersonale der er blevet reduceret, fordi akademikere nu selv indskriver teksten direkte i et tekstbehandlingsprogram. Historierne er mange. Men hvad med bibliotekarerne?
På engelsk har man et begreb, der hedder en ”killer application” (killer App), som dækker over ny teknologi som helt revolutionerer en branche eller et område. Det kunne være Gutenbergs opfindelse (hævdes det) af bogtrykteknikken som med et slag gjorde det vanskeligt at være afskriver af bøger. Boghandlere og bogmagere i Paris forfulgte de nye teknologer og mente der var tale om trolddom. Hvordan kunne man skabe så mange bibler? Det kunne også være teknologien indenfor telefonien. For ikke så mange år tilbage havde man en del kvinder ansat som telefonister, hvis fornemste opgave var at formidle telefonsamtaler, men teknologien gjorde at man kunne springe over damerne og tale direkte med den, man ringede op til. Damerne mistede jobbet. Kan man drage en analogi til bibliotekaren i dag? Hun er ikke formidler af samtaler men information, men den moderne teknologi betyder, at vi selv direkte kan gå til kilden og finde informationen Med andre ord vil vi springe ledet over med telefonisterne og bibliotekarerne.
Jeg vil hævde, at Internettet er en sådan ”killer application” i forhold til bibliotekarens nuværende profession og selvopfattelse. Selvfølgelig er det kun ca. 50 procent af danskerne der har adgang til Internettet, og naturligvis er der mange der endnu ikke har lært at navigere hensigtsmæssigt på nettet. Men det vil ændre sig over tid. Generationen af studerende på kollegier med gratis Internetforbindelse kan måske fortælle lidt om, hvordan det bliver i fremtiden. Denne IT-elite kunne aldrig finde på at gå op på det lokale folkebibliotek for at søge efter informationer. Mange af dem kommer kun på forskningsbibliotekerne for rent fysisk at afhente de bøger og tidsskrifter de har bestilt via elektronisk post over Internettet. Er bibliotekarerne blevet reduceret til bogholdere?
Den unge informationselite vil i stigende grad anvende Internettet til at søge efter informationer. Efterhånden er de forskellige globale indekser og søgemaskiner blevet så effektive at det ikke kræver nogen stor biblioteksfaglig uddannelse for at søge efter egnet information på Internettet. De booleske operatorer er blevet erstattet af pædagogiske og brugervenlige kasser. I stigende grad vil man direkte kunne nedhente artikler, rapporter, statistik, billeder, animationer, lyde, musik og video fra nettet. Hvis man f.eks. ønsker at søge efter bøger, tidsskrifter, forfattere, emner etc. kan man passende via Internettet besøge et af de store danske biblioteker - Det Kongelige Bibliotek eller Statsbiblioteket. Artiklerne finder man i artikelbasen og måske kan man hente dem direkte hjem fra Avisdatabasen eller fra det relevante tidsskrift. Hvorfor overhovedet gå på biblioteket?
Det er også en kendsgerning at aviser, tidsskrifter og bøger bliver billigere og billigere i forhold til vores samlede indkomst. I gennem de sidste 50 år er vi blevet meget rigere, så det at købe en bog er i dag ikke nogen stor udgift. En bog til 300 kr. svarer f.eks. til ca. 10 pakker cigaretter, 6 flasker god vin eller 400 km i en bil. Hvorfor gå på biblioteket for at låne en bog? Via Internettet kan man købe bøgerne endnu billigere og få dem bragt direkte til døren. Nogle vil hævde, at bibliotekaren kan give inspiration og anvisninger på gode bøger. Naturligvis, men mange af os er efterhånden så godt uddannet, at vi ved, hvad vi vil have, og hvis vi er i tvivl, kan vi læse anmeldelser og ratingslister på Internettet.
Internettet er med andre ord en killer application for bibliotekssektoren, men det er karakteristisk, at en overhængende trussel også kan inspirere til nytænkning i form af nye produkter, nye serviceydelser, ny organisation og ny teknologi. Naturligvis holder man ikke gang i de lokale frysehuse efter alle har fået en dybfryser. Naturligvis fortsætter de traditionelle boghandlere ikke som hidtil efter de har set Amazons succes med handel på nettet. USA`s største boghandler Barnes & Nobel er simpelthen blevet tvunget til at efterligne Amazon. Naturligvis lukker man ikke øjnene for Internettet på de mange folkebiblioteker. Naturligvis stiller bibliotekaren sig ikke tilfreds med at blive reduceret til bogholder, hvor det kun handler om at købe ind, katalogisere, kassere og smide bøger over disken.
Sektoren er kommet til denne erkendelse. Det kan man bl.a. læse om i den såkaldte UBIS-betænkning, som omhandler bibliotekerne i informationssamfundet. I betænkningen synes strategien at være, at man skal oprette ”supermarkeder”. At man skal brede sig. Folkebiblioteket skal ikke kun være stedet, hvor der findes bøger, aviser og tidsskrifter, men skal udbygges til også at omfatte nye medier som bånd, plader, cd’er, videoer, cd-rom’er og computere. Men allerede her hopper kæden af. Hvordan kan man tro, at man på et lille folkebibliotek kan konkurrere med multinationale videoudlejningsbutikker og servicestationer? Hvordan kan man tro, at man kan konkurrere med Internettet og cd-rom brændere, når det handler om computerspil og computerprogrammer? Hvis man vil have et stykke musik, så køber man cd`en, henter stykket på Internettet som MP3 fil eller får en piratkopi af cd`en. For mange vil sidste udvej være at gå op på det lokale bibliotek for låne cd`en en uge. I dag synes tendensen også at være, at man vil eje snarere end at leje. Man stiller sig simpelthen ikke tilfreds med blot et lån. Det hører fortiden til. Man gider ikke at gå ned med sit kød i det lokale frysehus, når man for billige penge kan anskaffe sig en dybfryser. Man gider ikke at tage bussen eller toget, når man har råd til selv at anskaffe sig en bil. Hele ideologien om lån er simpelthen anakronistisk og kan henføres til tankegodset bag bønnernes andelsbevægelse og arbejderbevægelsens kooperativer.
Supermarked-strategien er håbløs. Intet lokalt folkebibliotek kan have bare et ”passende” udvalg af bøger, tidsskrifter, aviser, cd’er, cd-rom’er og videofilm, som kan modsvare det moderne menneskes ønsker. I den forbindelse skal man også huske på, at det moderne menneske er blevet mere internationalt orienteret, således at præferencerne går langt ud over den national kulturskat i form af bøger etc. I dag læser mange jævnligt udenlandsk litteratur. Der vil sikkert også være skatteydere, som har vanskeligt ved at forstå, hvorfor de skal være med til at finansiere et sådan stort tag-selv supermarked. Selvfølgelig skal den nationale kulturskat gemmes, men er det en opgave for hver eneste lille kommune?
Det er meget ”in” at sige, at bibliotekaren i fremtiden skal være informationsspecialist. Mon det er rigtigt, at bibliotekaren bliver en del af eliten i vores informationssamfund? Næppe. Engang var information et meget knapt gode. Information var noget som kun få og magtfulde folk havde adgang til – f.eks. konger og embedsmænd. I dag er information i den grad blevet et frit gode, og det betyder, at bibliotekarerne får mindre værdi. Blot for 10 år siden skulle man op på biblioteket for at få tal fra OECD eller FN eller man skulle til at se mikrofilm for at få en avisartikel. Bibliotekarerne var med andre ord vigtige gate keepers til information. I dag tænder jeg blot min computer og går på nettet.
Men det er også et problem, at der er langt fra rå information til viden. I betænkningen om bibliotekerne i informationssamfundet synes der at være en slående mangel på refleksion over begrebet ”Information” og ”Informationssamfund”. Er der tale om et informationssamfund blot fordi man kan have 200.000 A4 siders tekst på en cd-rom eller fordi man kan hente uanede mængder rå data hjem over Internettet? Hvis Informationsspecialisten blot er en person, der er god til at skaffe de relevante oplysninger er der stor chance for at ”specialisten” på sigt vil blive udkonkurreret af digitale agenter. Der er tale om små billige programmer, der kan arbejde 24 timer i døgnet, og som ikke behøver løn til livets udgifter.
Man kan hævde, at Information er data, som gør en subjektiv forskel for en given person. For at kunne fremskaffe denne information bør bibliotekaren således også kende til psykologi og have en evne til at formidle dataene til personen. Hvis informationen skal blive til viden er det nødvendigt at kunne sortere, analysere og syntisere. I informationshavet bliver det meget vigtigt at kunne smide data over bord og i stedet kunne se sammenhænge. Det er kompetencer som er langt vigtigere end at kunne systematisere og katalogisere. Discipliner som psykologi, pædagogik (formidling og metakognition), videnskabsteori og filosofi bør således have stor vægt.
Der er bibliotekarer, som ikke synes at have erkendt dette. De mener stadigvæk, at der er behov for struktur og katalogisering. De elsker deres lokale system og bibliografierne. Her kan man overskue tingene. De tager afstand fra det anarkiske, uprofessionelle og ustrukturerede Internet som ikke giver entydige svar på søgninger. De kan simpelthen ikke acceptere det globale ocean af viden. De føler sig hjælpeløse, og de synes ikke at de kan anvende deres kvalifikationer og faglighed. For dem er viden knyttet til bestemte konkrete fysiske bøger og tidsskrifter. Resultatet bliver ofte en rigid holdning til alt der ikke er fysisk og som ikke er struktureret og systematiseret.
Andre har mere mod, og kaster sig ud i et Sisyfosarbejde med at strukturere Internettet ved hjælp af lokale websites med gode links til kilder på nettet. De forsøger med andre ord at skabe et søkort over det globale Internet. Det er prisværdigt, men det er lettere idiotisk at tro, at man kan konkurrere med store globale indekser og søgemaskiner. Hvis en person ønsker at finde noget materiale om damplokomotiver eller drivhuseffekten starter personen ikke på Fjerritslev biblioteks hjemmeside på trods af at personen måske bor i byen. Man bør således erkende at den fysiske nærhed ikke længere betyder noget.
Analysen er således noget dyster for det traditionelle lille folkebibliotek. Løsningen kunne måske være at gøre bibliotekaren til en kombineret informations-, videns- og kulturarbejder som primært beskæftiger sig med hvordan man producere viden og kultur. Man kan så sætte digitale agenter til at indkøbe det materiale der efterspørges/man har prioriteret. Samme agenter kan også bestemme, hvad der skal kasseres eller lægges i depot. Udlån og tilbagelevering automatiseres og foregår rent fysisk i en lokal ”Media-drive-in” ude i industrien, hvor grundene er billige. Brugeren har allerede besøgt det virtuelle bibliotek via Internettet og har således bestemt og reserveret, hvilket materiale han vil låne. Der er således ingen rationalitet i at kunne bevæge sig fysisk mellem bøgerne. I stedet bygger man nogle smukke og centralt placerede videns- og informationscentre.
I fremtiden vil denne informations-, videns- og kulturarbejder virkelig kunne tilføje ekstra værdi - add value - da bibliotekaren ikke længere forsøge at modsætte sig ”Killer applicationen” - Internettet og informationsteknologien - men i stedet forsøger at blive dens mestre både på det tekniske og erkendelsesmæssige plan.
Når brugeren f.eks. går op på det lokale privatiserede eller udliciterede videns- og informationscentre for at få noget statistik om udviklingen på betalingsbalancen i Danmark møder brugeren en smilende mand der er klar til at hjælpe. Han kender til psykologi og pædagogik, så derfor spørger han elegant ind til brugerens ønske. Han forstår også det rent filosofiske i, at når en bruger kommer for at få information eller viden er det fordi han har et problem. Naturligvis kan bibliotekaren finde nogle tal og grafer i nogle trykte bøger, men denne form for data er alt for udynamiske, da brugeren skal anvende tallene i en rapport. Sammen sætter de sig ved en computer. Centeret har købt adgang til forskellige statistiske arkiver og sammen finder de excelfiler, grafer og figurer via nettet. Resultatet komprimeres (zippes) og lægges ned på en diskette eller sendes direkte hjem til brugeren. Da brugeren sjældent arbejder med regneark og præsentationsprogrammer viser bibliotekaren, hvordan brugeren kan fremstille grafer, og hvordan man kan overføre dem til et præsentationsprogram. Samtalen udvikler sig faktisk til en konkret sparring omkring troværdigheden af statistikken, og hvordan man har indsamlet den. Brugeren og bibliotekaren producerer sammen noget viden.
Mange kreative folk besøger centeret for at få adgang til billeder, animationer, lyd og video som findes i arkiver på Internettet eller direkte på centerets computere. Centeret har købt de nødvendige abonnementer, og medarbejdere hjælper brugerne med at behandle og arbejde videre med materialet. Hele tiden foregår der en sparring. Bibliotekarerne er bestemt ikke bogholdere i dette scenario.
Det lokale videns- og informationscenter bliver flittigt anvendt af de lokale uddannelsesinstitutioner, det lokale erhvervsliv, borgere og kommunale institutioner. Langdistancearbejdere og fjernundervisningskursister sørger for at der altid er liv i centeret, da de har leaset sig ind på det avancerede udstyr som består af kraftige computere, skannere, kopimaskiner, digitale kameraer, videokonferenceudstyr og endelig en stor båndbredde. Det er udstyr som kun de færreste personer og institutioner har råd til at anskaffe sig. På centeret afholdes der naturligvis også kurser for de nævnte grupper og som eksperter deltager bibliotekarerne ofte som konsulenter på de lokale uddannelsesinstitutioner.
På sigt bliver det en trend, at hvis der skal produceres viden er bibliotekarer en forudsætning. På uddannelsesinstitutioner skelner man i det daglige ikke mellem lærere og bibliotekarer da projektarbejdsformen er slået igennem og lærere og bibliotekarer arbejder i vidensteams.
Det fysiske videns- og informationscenter er således ikke fyldt med bøger, men nogle skærme og rum til fordybelse, gruppearbejde og foredragsvirksomhed. Her er det centrale ikke reoler, men mennesker. Det væsentlige er at skabe kultur og viden som måske i virkeligheden er det samme. Her handler det ikke kun om gold informationsfremskaffelse, men at kunne stimulere til analyse, syntese og se sammenhænge. Frysehuset er nedlagt og bogholderne er fyret.
Peter Gorm Larsen (privat synspunkt)