Som seminarielærer er jeg ofte ude på skolerne og se undervisning i samfundsfag. I den sammenhæng har jeg erfaret, at der undervises meget forskelligt i faget - heldigvis. Der er lærere, som slavisk følger en grundbog i samfundsfag. F.eks. bogen "På opdagelse i samfundet". Der er også lærere, som ikke anvender nogen grundbog. På kreativ måde sætter de en undervisning sammen, der bygger på uddrag af relevante bøger, artikler, aviser etc. Som ekstremer kan man tale om henholdsvis betonpædagogik og tandpastatubepædagogik.
Betonpædagogikken har vi alle prøvet. Vi går igennem en bog fra side 1 til side 173. Det er dræbende kedeligt. Strukturen er givet på forhånd. Drøjt, men sikkert spiser vi de mange facts om samfundet, som var det kartofler. Det bliver fordøjet og glemt.
Tandpastatubepædagogikken kan sammenlignes med, at man trykker på en tube, og tandpastaen sprøjter ud til alle sider. Her er der ingen struktur og kartofler, men kun bunker af aviser, artikler, kopier og surfing på det globale internet. Den ene dag er man i gymnastikhallen, den anden dag i computerrummet, på virksomhedsbesøg eller har en samtale med en narkoman. Der hersker totalt forvirring blandt eleverne og hos læreren. De kan ikke se skoven for bare træer. Men ingen keder sig, og der er fart på! Der vil gå langt tid, før eleverne har glemt synet af narkomanens ødelagte blodårer.
Som undervisere skal vi passe på hverken at havne i beton- eller tandpastatubepædagogik. Jeg er dog af den opfattelse, at det er betonpædagogikken, der er problemet i dag. Derfor mener jeg, at grundbøgerne for en tid skal ud af undervisningen. Argumentationen kan deles i to. Dels en mindre vigtig juridisk, formalistisk og teknokratisk argumentation på baggrund af "Formål og centrale kundskabs- og færdighedesområder" (CKF). Dels en didaktisk og pædagogisk argumentation, der bygger på mine egne erfaringer og vurderinger.
I CKF kan man bl.a. læse, at "Undervisningen fokuserer på problemstillinger, der angår såvel elevernes hverdag som samfundsmæssige forhold og konflikter. Der lægges således op til en problemorienteret undervisning".
Det første led i problemorienteret undervisning er elevernes nysgerrighed. Den nysgerrighed, som skal være motoren og hele drivkraften for elevens videre arbejde og engagement. Jeg har vanskeligt ved at se, at denne nysgerrighed den ene dag opstår i Jacobsen og Outzens bog fra side 6-13, næste dag fra side 13-19, næste uge fra side 20-26 og så fremdeles. Det er ikke en nysgerrighed, der tager udgangspunkt i elevernes hverdagsliv. Det er tværtimod en tvunget nysgerrighed, der er struktureret i sider og kapitler. Her får man lektie for, og i morgen skal man være nysgerrig fra side 28-33! Med andre ord driver man vold mod den problemorienterede undervisning.
Hensigten i CKF er i stedet, at undervisningen skal bygge på elevernes hverdagsforestillinger, som jeg har vanskeligt ved at tro, at forfattere og dermed voksne personer umiddelbart kan præsentere i grundbøger. Forestillinger blandt 15-16 årige er flygtige og ikke engang givet.
Når der er opstået en nysgerrighed og en interesse skal der skabes problemstillinger. Der skal debatteres og være dialog. Lærerens opgave og det store kunststykke er nu at få sat samfundsfaglige begreber på elevernes nysgerrighed og deres hverdagsforestillinger. Lad mig give et eksempel.
Pigerne i en 9. klasse kan måske ikke forstå, at de ikke lovligt kan købe alkohol i Jomfru-Anegade. Problemstillingen bliver: "Hvorfor er det ulovligt at udskænke alkohol til personer under 18 år". Med henblik på at lave problemstillingen ekstra interessant opstilles den som et paradoks.
"Hvorfor er det ulovligt at udskænke alkohol til personer under 18 år, når det alligevel praktiseres i stor udstrækning?"
Dette undrer virkelig pigerne. Problemformuleringen udspringer således af nogle elevers hverdag, deres nysgerrighed og ikke en lærebogsforfatter! Problemstillingen kan og skal nu styre den videre erkendelse og de følgende aktiviteter på klassen eller blot for en gruppe piger, som finder det interessant. Her er der mulighed for undervisningsdifferentiering.
Problemstillingen lægger bl.a. op til en fordybelse i, hvad der er lovligt og ulovligt. Hvad er en lov? Hvordan vedtages en lov? Hvorfor har man love? Hvem har indflydelse på udformningen og indholdet af love etc.? På dette trin kan grundbøgerne inddrages - f.eks. "På opdagelse i samfundet". Hvad skriver bogen om lovgivningen og det politiske system i Danmark? Altså bogen anvendes funktionelt og strukturen i bogen nedbrydes.
Med andre ord er grundbøgerne nødvendige, men det er ikke bøgerne, der skal give strukturen på undervisningen.
De lærere, som praktiserer tandpastatubepædagogik, har misforstået den problemorienterede undervisning. Der er ikke her et problem, der styrer erkendelsen og aktiviteterne i samfundsfag. Der er i stedet en million problemer på dagsorden, og læreren problematiserer alt mellem himmel og jord. Man går ikke i dybden, og der skøjtes videre. De relevante begreber kommer ikke frem, og fagligheden i faget forsvinder. Det er eleverne, der bestemmer. Det handler kun om at komme ud og se så meget som muligt, og så hurtigt som muligt. CKF-kravene, om at eleverne skal opøves i at kunne "analysere, fortolke og vurdere", forsvinder helt.
Den dygtige samfundsfagslærer formår at holde eleverne fast i deres nysgerrighed og de opstillede problemstillinger. Læreren er i dialog med eleverne i stand til at skære ind til kernen og dermed det væsentlige. Sammen afgrænser de og får skabt en sti i informationsjunglen. Læreren er naturligvis også så fagligt funderet i samfundsfag, at hun formår at få sat begreber på elevernes nysgerrighed og deres problemstillinger. Man forlader kun skolen, hvis det er relevant i forhold til den problemstilling man arbejder med. Man surfer kun på nettet, hvis det er relevant. Problemstillingen strukturerer med andre ord aktiviteterne.
Min egen erfaring med problemorienteret undervisning er, at man ofte får en langt større faglighed og dybde, end den man normalt præsenteres for i en enkelt lærebog, som ofte ønsker at komme igennem mange emner. I tilgift kan man også forvente et større engagement blandt eleverne, fordi de selv har fundet problemet, som byggede på deres nysgerrighed og undren. Nuvel, den nysgerrighed og undren findes ikke altid, men så må læreren være den karismatiske inspirator og provokatør. Her hjælper betonpædagogikken ikke.
Ved at arbejde problemorienteret konstruerer eleverne selv en unik viden. Det at sammensætte viden er langt vanskeligere og langt mere kreativt end blot at konsumere en grundbog, hvor strukturen og analyserne allerede forefindes.
Man undgår også det problem, at bøger i sig selv har en autoritet. Blot det at bogen er trykt og fyldt med flotte illustrationer, giver den et skin af sandhed, til trods for at bogen kan være fyldt med sludder.
Endelig synes jeg heller ikke, at en grundbog ansporer til elevmedbestemmelse over stoffet i samfundsfag og dermed dialog og debat. Måske synes eleverne, at det er i orden med en grundbog, men så har de ofte forpligtet sig til adskillige måneders undervisning, frem for en situation, hvor man ikke har en grundbog, og 173 sider der skal tygges igennem og fordøjes.
Sammenfattende er mit synspunkt, at grundbøger ikke hører hjemme i samfundsfag. Dette kan begrundes både i relation til CKF, men også udfra almindelige pædagogiske og didaktiske overvejelser. Det er ikke muligt at arbejde problemorienteret og så slavisk følge en grundbog. Grundbogen har ikke noget med elevernes hverdagsforestillinger at gøre, og ansporer ikke til undren og nysgerrighed. Grundbogen giver en falsk autoritet. Den giver en struktur, og dermed har bogen magt. Eleverne skal sammen med læreren selv skabe struktur og viden. Bogen forhindrer medbestemmelse og dialog. Hvis ikke man er meget forsigtig, har grundbogen også en tendens til at læreren bliver betonpædagog! Smid grundbogen ud, men pas på med ikke at blive tandpastatubepædagog.
Venlig hilsen
Seminarieadjunkt
Peter Gorm Larsen