Anmeldelse af bogen "Verden 2000 - Teorier og tendenser i international politik af Bertel Heurlin

Anmeldelse af bogen "Verden 2000 - Teorier og tendenser i international politik af Bertel Heurlin.

Trykt: SESAM, oktober 1999, Årgang 21, nr. 49, pp. 2-24.

1.0. Indledning

Gyldendal undervisning har udgivet bogen "Verden 2000 - teorier og tendenser i international politik". Bogen er skrevet af Bertel Heurlin som er forskningschef på DUPI (Dansk udenrigspolitisk institut) og professor i europæisk politik ved Københavns universitet.

Der er således ingen tvivl om forfatterens kompetence indenfor området international politik. Alt taget i betragtning er bogen således interessant, og der er mange gode analyser. Generelt fornemmer man forfatterens overblik ved hans egenskab til at koble teorierne med virkeligheden. Heurlins historiske indsigt betyder også, at vi bliver præsenteret for mange gode eksempler i bogen.

Generelt har forfatteren taget de sidste nye tendenser med indenfor international politik. Efter at Berlinmuren er faldet, Sovjetunionen opløst, krig på Balkan og dannelsen af mange nye stater, er teorier, der beskæftiger sig med identitet, etnicitet og nationalisme kommet i høj kursus (1). Hvor international politik tidligere havde en tendens til at være positivistisk og nomotetisk, er international politik i dag blevet sociologiseret (2) og er mere ideografisk samt lider til tider af historicisme. I god overensstemmelse hermed har kapitel 3 overskriften "International politik og identitet". Først i kapitel 4 møder vi de traditionelle teorier indenfor international politik, som plejer at være indgangsbønnen til fagområdet(3). Kapitlet om identitet er både teoretisk og pædagogisk udmærket. Identitets dimensionen åbner op for mange interessante diskussioner som direkte kan sættes i relation til f.eks. studerendes hverdag. Er du nordjyde, dansker eller europæer? Er du protestant, Bilka- eller McDonaldmedarbejder?Af andre nye tendenser kan nævnes diskussionen mellem neorealisterne (Grieco 1988, 1993) og de neoliberale institutionalister (4) (Keohane 1985, 1993) om absolutte versus relative gevinster. Når stater f.eks. forhandler med hinanden tænker, de da kun på at få en så stor bid af kagen som muligt, eller tænker de også på, hvor stor en del af kagen andre stater får?

Betragtningerne om en ny middelalder (Ruggie 1983; Buzan et al. 1993; Wæver 1992:153-167; Wæver et al. 1997: 170-204) og interaktionskapacitet (Buzan et al. 1993, Wæver 1992:153-167) skal også fremhæves, selvom det sidste begreb blot står frit i luften.

Postmodernisterne har også fået en omtale i bogen, og det er netop her, der findes en alvorlig kritik af disciplinen international politik. De hævder, at begreber som staten, nationen, suverænitet, anarki, det internationale samfund

m.m. er myter. Hvis man skal opnå ny erkendelse må disse begreber og myter dekonstrueres. Her synes gennemgangen måske en smule overfladisk (5).

Alt i alt kan jeg anbefale, at man læser bogen, fordi vi ikke har så mange nyere bøger om international politik på dansk. Ole Wæver (1992) har skrevet en introduktion til international politik, men det er faktisk forkert at tale om en bog i traditionel forstand. Wæver har lavet en læsevejledning til litteratur for statskundskabsstuderende med et stort S for statskundskab. Hans Branner har lavet en bog om "Det Ny Europa" (Branner 1996), der nu er kommet i en ny udgave . Bogen er god og grundig, men fokuserer meget på Europa. Gorm Rye Olsen og Knud Erik Svendsen har skrevet bogen "U-landene i det nye internationale system" (Olsen et al. 1993), men den fokusere meget på den tredje verden og teorigennemgangen er en smule overfladisk. Bogen er også fyldt med utrolig mange slåfejl! Der er dog nu kommet en ny 2. udgave som skulle være omskrevet (Olsen og Casse 1996).

Efter denne generelle indledning synes det på sin plads, at afdække bogens svage sider. Kritikken kan struktureres i syv punkter. Bogens pædagogiske mangler (2.0.), den manglende kritik af neorealismen (3.0), påstanden om unipolaritet og USAs globale dominans (4.0), underlige betragtninger omkring atomvåben (5.0), europæisk integration bagatelliseres (6.0), Den liberale pluralistiske tolkning behandles overfladisk (7.0) og endelig udenrigspolitik og Danmark (8.0).
Som en service for interesserede læsere har jeg forsynet anmeldelsen med et omfattende noteapparat og litteraturhenvisninger samt internetadresser.

2.0. Bogens pædagogiske svagheder

Heurlin skriver, at bogen "er en grundbog, som i første række er rettet til samfundsfagselever og -studerende i gymnasiet (højt niveau), på HF (tilvalg) og på seminarierne. Den vil endvidere kunne anvendes på højskoler, i Forsvaret og i det hele taget på alle de uddannelser, som har en international vinkel. Da bogen bl.a. lægger op til fordybelse i de internationale problemer, vil den også i et vist omfang kunne anvendes på højere uddannelsestrin" (p.10).

2.1. Manglende kildeangivelser

For at starte med det sidste, vil det være vanskeligt at anvende bogen på universiteter, da bogen har overordentlige dårlige kildeangivelser. Litteraturlisten er i den grad mangelfuld, og i selve teksten henvises der mange gange til forfattere uden nogen nærmere angivelser. Set med universitetsøjne er dette en klar mangel. Enten er der ordentlige kildeangivelser, så man har en chance for at finde litteraturen eller så er der ingen henvisninger, da man af pædagogiske grunde skønner det unødvendigt.

Et par eksempler på tvetydigheden skal gives: "En ny bog af IP-teoretikeren Rosenau"(p.42) Hvilken bog? "Som en FN-rapport fra 1995 udtrykker"(p.184) Hvilken rapport? "Som en forsker udtrykker det"(p.68) Hvem er forskeren? "En forsker som Snyder..." Hvem er han og hvor finder man ham?

2.2. Dårlige figurer og modeller
Et andet og stort problem ved bogen er de flotte figurer og modeller, som i mange tilfælde lever deres eget liv og ikke integreres i teksten. Det værste er, at hver kapitel indledes med en meget abstrakt model, som selv studerende på universitetsniveau vil have vanskeligt ved at forstå. I starten af bogen leder man febrilsk efter nøglen til modellen, men slår sig så til tåls med, at det nok er fordi man er mindre begavet. Først i kapitel 7, side 96, bliver analysemodellen for international politik præsenteret. Efter man således har læst kapitel 7 kan man pludselig forstå de første seks modeller, som nu i øvrigt fremtræder klart, men det forekommer overordentlig sent!

Man kan også undre sig over, hvad figur 13, 23, 38 og 39 skal anvendes til. Figur 17 over Waltzs strukturmodel vil være vanskelig at forstå for langt de fleste lærere. Hvad skal læreren svare, når den kvikke elev spørge om, hvad N og X står for? Der er ingen hjælp at hente i teksten.

Figur 25 har en y-akse med magtkoncentration på havet, men hvad er det? Figur 27 er den traditionelle marxistiske model af det kapitalistiske samfund. Modellen er fyldt med pile, men pilene forklares overhovedet ikke! Figur 39 er en kompliceret model af udenrigspolitisk beslutningstagning. Den komplicerede model forklares overhovedet ikke, og hvis man ønsker nogen forklaring er kilden blot "Snyders m.fl."!

Figur 43 er også en figur fyldt med pile og symboler af en menneskekrop, en myretue, en maskine og et forsvarsministerium (sic). Hvor er sammenhængen - hvad skal figuren fortælle? Figur 54 er heller ikke forklaret, og i figur 55, som er en spændingskurve over forholdet mellem USA og USSR under den kolde krig, glemmer man trods mange andre gode detaljer Suez-krisen i 1956. I figur 60 står der, at England blev officiel medlem af kernevåbenklubben i 1952, hvorimod der i teksten står 1954. I figur 64 er der en trykfejl, mens figur 65 består af et uddrag af de Forenede nationers charter af 1945. Disse uddrag forklares ikke, og når man blot læser artiklerne får man en helt forkert forståelse af FN (6) - f.eks. artikel 47 om generalstabskomiteen og dens opgaver (Jacobson 1984:177; Connaughton 1992:passim). I figur 69 taler man om NATOs oprettelse i 1949, hvor man i stedet burde have talt om Atlantpagten eller Den nordatlantiske traktat - NATO var først i 1951 (Mortensen 1991:328-329).

Figur 80 er en figur over det europæiske valutasystem, hvor man taler om udsvingsmargen, varsling, centralkurs, divergensindikator, flydende kurs etc. Her gives der heller ingen forklaring i teksten. Det samme er tilfældet med figur 81 om landbrugspolitik i EU. Et andet slående eksempel er figur 88 om beslutningstagning i EU. Det første problem er naturligvis, at der ikke gøres opmærksom på, at denne beslutningsprocedure i figuren blot er een af flere andre beslutningsprocedurer (7). I teksten er der heller ingen hjælp til forklaring af figuren.

Figur 91 giver en model af EU-systemet. Selv når vi på baggrund af originalteksten gennemgår Kelstrups model på universitetet, er modellen vanskelig, men Heurlin "kaster" blot figuren ind i teksten uden nærmere forklaring! Figur 106 skitserer OECD-landenes udviklingsbistand i pct. af BNP. Her kan man besynderlig nok se, at Danmark er et af de lande, der yder mindst udviklingsbistand i procent af BNP! Definitionen af udviklingsbistand må her være en anden end den man plejer at arbejde med! (cf. Gorm Rye Olsen et al. 1993:67 tabel 4.1).

Kapitel 12 - som i øvrigt er velskrevet og interessant - er det eneste kapitel i bogen, hvor figurerne synes at være vel valgte og umiddelbart forståelige.

Sammenfattende kan man få det indtryk, at det er gået hurtigt med at finde figurer, modeller og tabeller, som så siden er kastet ind i teksten. Dette vil medvirke til forvirring for både universitetsstuderende og gymnasieelever samt selvfølgelig læreren, der bliver afkrævet svar.

2.3. Manglende definitioner og begrebsafklaringer

Som allerede omtalt er figur 39 totalt uforståelig og figur 40 er f.eks. fyldt med ord, som det kan være vanskeligt at forstå. Hvad menes der med "substitutionseffekt" eller "inkremental"? Andre steder i bogen kan man også finde ord, der ikke er forklaret - f.eks "citizenship" (p.55), "Effektivisme" (p.82), "gatekeepers" (p.96) og "Interaktionskapacitet" (p.105). Bogen bliver heller ikke mere læsevenligt af, at der pludselig kommer et engelsk citat (p.105) og der er ingen kildeangivelse på citatet.

Kapitel 2 "International politik: Videnskab og praksis" er et meget overfladisk og måske unødvendigt kapitel, som bestemt ikke kan betragtes som noget videnskabsteoretisk kapitel. Betragtningerne omkring teorier og modeller er fra Waltz (1979:1-17) uden at læseren gøres opmærksom på, at der findes andre perspektiver på teorier og videnskab. Heurlin tilslutter sig således en rationalistisk deduktiv tankegang, men hvad med positivisterne og hermeneutikerne. Der er også forskellige opfattelser af sandhed. Waltz(8) synes at tilslutte sig koherænsteorien, men hvad med korrespondensteorien og den pragmatiske teori?(9) I overensstemmelse med Waltz synes Heurlin, at det er vigtigt at skabe lovmæssigheder - en nomotetisk tankegang. Vi præsenteres ikke for det traditionelle historiske perspektiv, hvor der tages udgangspunkt i det unikke - den ideografiske tankegang - som også findes indenfor international politik. Her tænkes især på studier, der forsøger at forklare et lands udenrigspolitik med baggrund i særlige unikke karakteristiska for landet. Jeg vil råde Heurlin til enten at fjerne kapitlet af pædagogiske årsager eller at udbygge kapitlet, således det kan bruges i undervisningen på seminarie- og universitetsniveau. Kapitel 2 illustrerer også andre aspekter, som gør bogen mindre egnet på videregående uddannelser. Der mangler klare definitioner af begreber som "interdependens", "gensidig afhængighed", "integration", "interaktionskapacitet", "internationalisering" og "globalisering". Underviseren vil altid få til opgave, at skulle forklare sådanne begreber. Her ville det være dejligt med nogle håndgribelige definitioner, der kan skrives på tavlen eller så blot et par kildehenvisninger i teksten, så det var muligt at finde definitionerne.

I overensstemmelse med den almindelige forvirring indenfor disciplinen synes Heurlin heller ikke at anvende begreber som "det internationale system" (p.16), "det internationale politiske system" (p.104), "det internationale samfund" (p.15) eller "internationale relationer" (pp.97, 105) helt klart. Er der tale om synonymer eller er der forskel på f.eks. internationale relationer og så det internationale politiske system? Der er jo faktisk en forskel! Waltzs teori er f.eks. bygget op omkring det internationale politiske system, som kun er en delmængde af den bredere begreb internationale relationer (Kelstrup 1990:13; Buzan 1993:20).

Kapitel 10 om udvikling og underudvikling er empirisk interessant, men teoretisk overfladisk. Man fornemmer klart, at det ikke er her Heurlins interesse er. Det vil i stedet være fornuftigt at anvende John Degnbol Martinussens bøger om udvikling og underudvikling (1994A, 1994B). Udviklingsteorierne refereres så kort - gerne i figurform - at bogen på dette område bliver uanvendelig til undervisning. F.eks. Rostows faseteori, hvor faserne præsenteres i skitseform uden at det forklares hvad "take off" er.

Heurlin elsker Waltzs teori, men at teorien skulle kunne anvendes som forklaring på underudvikling og udvikling virker som teoretisk galimatias. Waltz har aldrig selv anvendt sin teori på den tredje verden, og han bygger sin teori op omkring de store stater i systemet (Waltz 1979:79-101). Det er således forkert, at anvende teorien på underudviklingsproblemer og staterne i Afrika. Mange af staterne vil næppe kunne kaldes for enhedsaktører, og det synes heller ikke oplagt, at de udøver de samme statslige funktioner, som stormagterne i det internationale system. For en nærmere gennemgang og kritik af Waltz kan jeg anbefale at læse Robert O. Keohane (1986), som har redigeret en bog med en række artikler om Waltzs teori. Man kan eventuelt også læse en nye artikel af Mouritzen (1997). På dansk har Wæver (1992:124-133) kort beskrevet teorien.

Kapitel 4, som gennemgår de fire fundamentale tolkninger indenfor international politik kan ikke anvendes på universitetsniveau, men er måske velegnet på andre niveauer. Der indledes med en meget pædagogisk beskrivelse af magt-natur-tolkningen, som umiddelbart vil være forståelig for mange personer, der skal introduceres til international politik. Mennesket ønsker magt og er tilmed måske ondt. Udgangspunktet er her den klassiske realisme repræsenteret ved Morgenthau (1993) og E.H. Cahr (1939). Herefter præsenteres den liberale pluralistiske tolkning. I følge Heurlin er et vigtigt karakteristika ved retningen nogle metodiske og videnskabsteoretiske overvejelser. Her tales der om positivisme, og udgangspunktet er de enkelte dele - en induktiv tankegang. Heurlin skriver at "Teorierne om sammenhængen i verden bliver dannet ud fra det indkomne materiale." (p.67) Det er normalt ikke dette der fremhæves, når man omtaler liberalismen eller pluralismen i udenlandske grundbøger om international politik (f.eks. Viotti og Kauppi 1993). Der er liberale teoretikere, som arbejder deduktivt, og man kan også hævde, at der findes positivister indenfor andre retninger - f.eks. den neorealistiske (Viotti og Kauppi 1993:65-66).

Det overordnede problem for Heurlin synes at være, at han i meget brede vendinger taler om liberalisme tiltrods for, at man ikke kan tale om blot een liberalistisk opfattelse. Heurlin er naturligvis klar over dette, da han på side 150 fremhæver den traditionelle distinktion mellem økonomisk liberalisme, demokratisk liberalisme, institutionel liberalisme og sociologisk liberalisme.

Der er således stor forskel på de forskellige liberalistiske retninger, og nogle af retningerne nærmer sig Heurlins system-struktur-tolkning. F.eks. Keohane og Nyes teorier omkring interdependens og kompleks interdependens i deres klassiker "Power and Interdependence" fra 1977 (1989:vi, 262)(10). Eller den neoliberale institutionalisme som synes at blive grundlagt af Keohane i bogen "After Hegemony - Cooperation and Discord in World Political Economy" (1984:25-26)(11). Dette skal ses i kontrast til Heurlin, som skriver at "Strukturtolkningen tænker i, og oplever i, strukturer, i mønstre og i modeller. På den måde adskiller den sig fra liberalisme-tolkningen" (p.71). Hvis Heurlin mener, at Keohane og Nye er liberalister, er hans påstand direkte forkert.

Man kan også undre sig over, at man i figur 30 kan læse, at den liberale pluralistiske model mener, at "udviklingen styres bedst uden styring"(p.74). Netop den neoliberale institutionalisme eller blot institutionalisterne går ind for internationale organisationer og dermed styring af anarkiet. Senere i bogen skriver Heurlin da også, at netop et "magtfuldt og effektivt FN-sikkerhedsråd" (p. 78) hører til den liberale pluralistiske tolkning. Problemet er som nævnt, at Heurlin slår alle liberalisterne sammen i en bunke og derfor er der uklarhed. Herefter præsenteres vi kort for den marxistiske radikale tolkning, som længe har været mere eller mindre marginal i international politik. Der er dog sket en vis relancering af marxismen i form af en retning, som benævnes international politisk økonomi (12). Det er klart, at det ikke er her Heurlins hjerte banker.

På side 168 skriver Heurlin f.eks. "At tage udgangspunkt i økonomien ved tolkningerne af international politik vil derfor være indlysende" (p.168). Sjovt nok kan man i samme kapitel under konklusioner for Europa læse "...at der er muligt at adskille politik og økonomi. I den internationale politik som i den europæiske integration fungere økonomi og politik ofte i adskilte rum" (p. 173). Der synes altså at være en modsætning mellem de to citater, og det sidste citat afspejler den traditionelle og gamle opfattelse af international politik. Det er klart, at Heurlin ikke har meget sympati for den marxistiske opfattelse, han teoretisk har redegjort for. Han skriver f.eks., at "...brugen af økonomien - begrænsningerne og udfoldelserne for den - bestemmes af politiske beslutninger og politiske strukturer" (p.173) og videre "...at påstanden om, at det politiske niveau er den overordnede drivkraft og dermed også den overordnede stopklods, kan have en ganske betydelig soliditet og forklaringskraft" (p.173). Politikken har primat, og der er tale om en idealistisk opfattelse modsat en marxistiske opfattelse, som vil mene, at økonomien og de materielle forhold har primat.

Afsnittet afsluttes med system-struktur-tolkningen, eller hvad fagfolk vil kalde Waltzs neorealisme. Det er her Heurlins hjerte banker og hele bogen er fyldt med betragtninger om, hvordan polariteten i systemet påvirker staternes adfærd. Heurlin skriver selv at "Denne bogs forfatter mener, at strukturmodellen er den mest anvendelige til at tolke og forstå international politik og internationale relationer, først og fremmest fordi den er simpel, overskuelig og har stor forklaringsevne over for de vigtigste begivenheder."(p.60).

2.4. Sprog og oplagte fejl
Generelt er bogen skrevet i et let og forståeligt sprog, men det er dog muligt at finde lange og dårlige sætninger. F.eks. "Det mærkværdige er, at de central- og østeuropæiske stater, som under den kolde krig ikke kunne siges at være suveræne stater, men derimod satellitstater - dvs. afhængige af USSR, som både bestemte over deres uden- og indenrigspolitik - alle som en som deres højeste ønske har at blive medlemmer af EU." (p.216). Her kræves der omformulering og ændret tegnsætning.

Det er kun ganske få steder i bogen, at der er oplagte faktuelle fejl. Et mindre og ligegyldigt eksempel er at Heurlin taler om at "Serberne har gravet et slag fra 1400-tallet frem" (p.17). Slaget er ikke fra 1400-tallet, men fra 1300-tallet - præcist 1389.

2.5. Sammenfatning
Sammenfattende synes jeg, at bogen er pædagogisk mindre heldig. Det kan undre mig, at et forlag som Gyldendal har accepteret de mange uforståelige modeller og figurer. Heurlins tekst i bogen synes derimod at være meget pædagogisk, og der er mange let forståelige eksempler. Med udgangspunkt i bogen vil man kunne få mange interessante diskussioner i en undervisningssituation. Det er således prisværdigt, at en professor kan skrive forståeligt og til en bredere kreds end blot statskundskabsstuderende på landets universiteter. Konsekvensen er dog, at man næppe kan anvende bogen på en videregående uddannelse, da selv de mest elementære akademiske regler ikke er overholdt. Der er således manglende kildehenvisninger, definitioner og begrebsafklaringer.

3.0. Den manglende kritik af neorealismen
Som udgangspunkt er det naturligt at præsentere neorealismen og dens grundlægger Waltz i en grundbog om international politik. Men da bogen er tiltænkt unge mennesker uden den helt store forhåndsviden om disciplinen, synes jeg, at der er flere aspekter af neorealismen som bør fremdrages. Det bør gøres klart, at mange forskere er skeptiske overfor neorealismen (Keohane 1986; Mouritzen 1997).

Jeg vil hævde, at Neorealismen, som er udviklet under den kolde krig, fokuserer for meget på magt og magtbalance, og er derved med til at cementere international politik som den triste videnskab. Det er videnskaben om magt, løgn, krig, krudt og kugler. Jeg har en anden opfattelse af international politik og mener derfor ikke, at denne triste videnskab skal fylde så meget i en lærebog om international politik.

Det er helt fantastisk, at Heurlin i relation til neorealismen kan skrive, at "Den vil heller ikke blot beskrive eller fastslå uforanderligheden. Den vil erkende forandringerne, og den vil tolke forandringerne." (p.71) . I figur 30 skriver han, at magt-natur-tolkningen har til formål "at fastslå uforanderligheden i verden" og at system-struktur-tolknings formål er "at erkende, forstå og tolke verden". At lancere system-struktur-tolkningen som en retning, der vil forklare forandringer synes at være meget forkert, da Waltz mange gange skriver, at han interesserer sig for de vedvarende mønstre og strukturer i det internationale politiske system (1979:69)(13). Hans teori kan således både anvendes i forklaringen af den Peloponnesiske krig, Tredveårskrigen og Første og Anden Verdenskrig, men vil også kunne anvendes efter år 2000 i Europa. Heurlin fortæller ikke læseren, at Waltz netop i den grad er blevet kritiseret for ikke at kunne forklare forandringer i det internationale politiske system (se note 13). Der var ingen neorealister, der kunne forudsige eller blot forklare Berlinmurens fald, Warszawapagtens sammenbrud og Sovjetunionens opløsning. Dette tiltrods for at Waltz mener, at en god teori skal have evnen til at forudsige(14).

Heurlin skriver direkte at "Nu endte den kolde krig dramatisk - og vel snarere i overensstemmelse med system-struktur-tolkningen end med den pluralistiske - liberale tænkning" (p.81). Her synes virkelig at mangle en begrundelse (15).

I god overensstemmelse med Waltz fokuserer Heurlin meget på den polære struktur i bogen. Adskillige steder i bogen kommer Heurlin frem til, at vi i dag har en unipolær situation med USA på toppen. Heurlin burde fortælle læseren om den kritik, som er rejst mod Waltz i relation til hans teori om polerne. Nyere teoretikere mener ikke, at man blot kan arbejde med en enkelt polær magtstruktur, men at man må opløse og differentiere (disaggregere) magten (Buzan et al. 1993:passim). Allerede i 70`erne talte Nixon om, at der nok var en bipolær militær situation, men på det økonomiske område var der en multipolær situation (Kennedy 1988:526-527)(16).

Det synes således meget vanskeligt både teoretisk og praktisk at tale om blot een overordnet polær situation. Hvordan finder man ud af, hvor mange poler der er i verden i dag? Hvordan operationaliserer man Waltzs teori - dvs. gør den målbar? Waltz hævder, at man altid har kunne sjusse sig frem til, hvem der var de vigtigste magter eller poler i systemet (1979:131)(17). Dette intuitive skøn virker meget uvidenskabeligt. Hvem er de vigtigste magter? Er det Tyskland, Indien, Storbritannien, Brasilien, Rusland, Japan, USA, Kina eller Frankrig?

Hvordan finder vi ud af, om Heurlin har ret, når han skriver at "Men det er givet potentiale til en kommende multipolaritet, som kan afløse den nuværende unipolaritet" (p.107). Hvordan har Heurlin målt sig frem til, at der pt. er en unipolær situation? Waltz selv synes vist at være i tvivl om, hvilken system vi har i dag. Han har sagt, at vi stadig har et bipolært system (Mouritzen 1997:66), men andre steder synes han at antyde et multipolært system (Ugebrevet Mandag Morgen nr. 20, 22. maj 1995). Buzan et al. (1993) mener, at vi er i en multipolær situation (18), så Heurlin synes virkelig at stå alene med sit synspunkt omkring unipolaritet.

Som amerikaner og stærk tilhænger at atomvåben mente Waltz, at bipolariteten var det mest stabile system af alle (1979:161-210)(19). Hvorfor brød systemet da sammen? Hvordan kan man hævde, at et system, der bygger på tusindvis af kostbare missiler bestykket med atomsprængladninger er stabilt? Hvis beslutningstagerne under den kolde krig snublede ville der måske ikke have været læsere til Heurlins bog i dag!(20). Hvad med de økonomiske omkostninger ved et sådan system? Hvis Waltz således har ret, skal vi da igen arbejde hen imod et bipolært system - en ny kold krig - for på den måde at få stabilitet?

Heurlin burde også gøre læseren opmærksom på, at det er et meget simpelt magtbegreb neorealismen arbejder med. Ressourcer som f.eks. befolkningens størrelse, territoriets omfang, råstoffer, økonomi, militærstyrke, politisk stabilitet og kompetence (Waltz:131) adderes og bliver til begrebet magt eller kapabilitet. Umiddelbart forekommer det elegant og entydigt, men i virkeligheden putter man mange forskellige variable med meget forskellige værdier i en enkelt kurv og kalder det for magt eller kapabilitet. Ved hjælp af dette begreb kan Waltz nu tælle polerne. Jeg vil anfægte denne konstruktion, da den kan sammenlignes med, at jeg tager en vogn og fylder den med meget forskellige produkter fra supermarkedets hylder, og så blot kalder det hele for varer. Jeg bliver ikke meget klogere af begrebet varer, og mange nuancer forsvinder. Waltz har altså skabt en master-variabel eller en catch-all variabel.

Det er også karakteristisk at magt og indflydelse er lig ressourcer i følge Waltz(21). Men hvem siger, at ressourcer automatisk giver indflydelse? Har jeg mere magt end mine medmennesker fordi jeg går med lommekniv? Tyrkiet har f.eks. en stor hær, men giver det Tyrkiet større indflydelse end Danmark - og indflydelse på hvad? Man kan ikke bare slutte, at en given kapabilitet er lig magt. Man kunne lige såvel hævde, at frem for at sætte magt lig kapabilitet burde man først tale om magt, når man har undersøgt udfaldet af givne sager. Tyrkiet har måske flere kampvogne, større territorium og befolkning end Danmark, men betyder det at udfaldet af givne forhandlinger i større udstrækning er i overensstemmelse med tyrkiske interesser? Hvis ikke, er det svært at hævde at Tyrkiet har mere magt end Danmark.

Waltz vil slutte, at jeg har magten over mine børn, fordi jeg er stærkere, klogere, bedre uddannet og hurtigere i replikken, men alligevel er udfaldet ofte det, at mine børn får deres vilje! En ting er også, at jeg besidder magtressourcer en anden ting er, om jeg i givet fald anvender dem. Realisterne synes at have en tendens til at slutte fra kapabilitet til intentioner, således forstået, at hvis et land har nogle kapabiliteter vil landet naturligvis også anvende dem. Hvorfor anvendte USA ikke atombomber i Vietnam?

Heurlin undlader også at rejse problemet med vekslingen (fungibility) af magt fra et område til et andet område (22). Jovist har USA et stort militært apparat, men kan USA anvende denne militære magt, når der forhandles klimakonventioner og handelsaftaler? Giver antallet af atomraketter nogen indflydelse på aktiemarkedet og den internationale økonomi?

I kapitel syv bliver systemteorien fra kapitel 4 nærmere uddybet. Efter at have læst kapitlet har jeg dog stadigvæk vanskeligt ved at se, hvordan polariteten og dermed strukturen i det internationale system påvirker staternes adfærd. Det synes jo meget belejligt post hoc (efter begivenheden er sket), at forklare staters adfærd med henvisningerne til strukturen i det internationale politiske system, men der mangler beviser (23)!

Mouritzen mener ikke, at teorien om magtbalance giver nogen god forudsigelse af staters adfærd. Efter Den Anden Verdenskrig var USA suveræn, og ifølge teorien burde Vesteuropa og Sovjetunionen været gået sammen for at afbalancere USA`s enorme magt. Det skete som bekendt ikke (Mouritzen:79). Mouritzen har også et udmærket eksempel på Kina´s adfærd under den kolde krig (Mouritzen:81). Kina burde været gået sammen med den svageste part - Sovjetunionen, men valgte i stedet USA. I dag synes Heurlin at mene, at vi har en unipolær situation, og det burde betyde at Vesteuropa og Rusland skulle gå sammen for at afbalancere USA. Dette synes dog ikke at være i overensstemmelse med virkeligheden.

Denne underlige determinisme i forklaringen af staters adfærd kan man se udfra følgende udsagn. "Kapabiliteterne skaber baggrunden for den vægt, hvormed den enkelte stat fører sig frem i det internationale system." (Heurlin:102). Jeg kan hævde, at der nødvendigvis ikke er nogen direkte sammenhæng mellem kapabiliteter, og den måde stater føre sig frem. Vi har set fattige stater som Libyen, Sudan, Iran, Irak, Nordkorea etc. føre sig kraftigt frem. Vi har set et stærkt USA, som har været isolationistisk både før Første og Anden verdenskrig. Vi har set rige og stærke stater, som Tyskland og Japan føre sig frem som dværge på den internationale scene - f.eks. under Golfkrigen i 1990-1991. Altså, man kan ikke slutte fra staters kapabiliter og så deres optræden eller vægt på den internationale scene.

Der er forskere (Huntington 1993, 1996) der mener, at staters adfærd i fremtiden i stor udstrækning vil blive bestemt af civilisationer, der kæmper mod hinanden (se note 66). I relation til Waltz synes denne teori bedre at kunne forklare visse staters adfærd - f.eks. Libyen, Suda, Iran og Irak.

De gamle klassiske realister mente, at staterne kun tænkte på at få mere magt (24). Heurlin skrive i god overensstemmelse hermed, at "Først må det fremhæves, at alle lande i princippet ønsker systemet ændret i retning af, at de får en større indflydelse"(p.102). Det er en påstand, og der findes faktisk mange "status quo stater", som ikke ønsker en revision af systemet (Buzan 1991:298-303; Gilpin 1981:11)(25). Endvidere skriver Heurlin, at "For det andet må det fremhæves, at alle lande ønsker at forbedre deres relative position i systemet - dvs. score højt på alle kapabilitetsfaktorerne" (p.102). Her er der tale om en eklatant fejl. At man ønsker at forbedre sin relative position i systemet er netop ikke det samme, som man ønsker at score højt på alle kapabilitetsfaktorerne. Pointen er netop ifølge neorealismen, at land A måske vil afstå et givet samarbejde med land B tiltrods for at land A vil få en større absolut kapabilitet, da land B måske vil få endnu større kapabilitet og dermed blive en trussel for land A.

I øvrigt er Waltz ikke af den opfattelse, at staternes vigtigste mål er at få så store kapabiliteter og dermed så megen magt som muligt (Waltz:126). I forhold til den klassiske realisme er pointen hos Waltz netop, at for meget magt for en given stat kan give usikkerhed og dermed true staten, da andre stater i systemet kan blive tilskyndet til at angribe for at forhindre en forrykkelse af magtbalancen og deres egen sikkerhed i fremtiden (26). I dag ser man da også klart, at hvis det vigtigste for staterne var at score højt på alle kapabiliterne, skulle vi f.eks. forvente at svenskerne, tyskerne, japanerne og andre højt industrialiserede lande ville opstille deres egne atomslagstyrker. Hverken økonomisk eller teknisk ville det være noget problem for tyskerne, japanerne eller svenskerne, men de er klar over, at den øgede militære kapabilitet kun vil bringe usikkerhed. Med andre ord er magt og militær kapabilitet ikke et mål i sig selv.

I god overensstemmelse med neorealismen skriver Heurlin at "I princippet er udenrigs- og indenrigspolitik som nævnt vidt forskellige" (p.94) og at "udenrigspolitikken er fjern - den føres uden for landets grænser - og har normalt ingen umiddelbar indflydelse på den enkelte borger" (p.95). Heurlin skriver dog senere, at det er principper uden at gå dybere ind i en diskussion. Mange forskere mener netop, at den store opgave for disciplinen international politik er at finde det manglende link mellem indenrigs- og udenrigspolitik ikke mindst på baggrund at hændelserne i 1989-1991 (Keohane og Nye 1987:753; Keohane 1993:285)(27). Nogle mener, at det manglende link kunne være menneskets ønske om magt - altså tilbage til Morgenthau. Det kan undre, at Heurlin skriver at "I sin tilblivelse vil udenrigs- og indenrigspolitikken bliver mere sammenvævet. Men forskellen vil stadigvæk være der, og det er fortsat vigtigt at skelne - både i teori og i praksis"(p.209). Jeg vil både på det teoretiske og praktiske plan hævde, at denne opfattelse er anakronistisk i en tid med europæisk integration og en global økonomi.

Heurlin skriver flot i figur 30, at system-struktur tolkningen bygger på objektivitet og har ingen specielle ideologier(28). Mange eksperter på området (se note 28) erkender, at teorien er amerikansk og legitimerer de store, uproduktive og omkostningstunge militære apparater i USA og andre steder.

Teorien kan afstedkomme en selvopfyldende profeti. Det vil sige, at teorien synes rigtig, da de større stater i systemet netop fokuserer på magt og relative fordele, men måske er det netop fordi at beslutningstagerene er blevet undervist i realismen og har læst Waltz, at de fokusere på magt og relative fordele. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Kissinger var selv akademiker, der havde skrevet om realismen. Det må betegnes som en ond cirkel, og her er der ikke tale om videnskabelighed, men om ideologi. Derfor mangler vi alternative lærebøger om international politik både i Danmark og udlandet. Heurlins bog er alt for traditionel og pessimistisk!

Jeg vil således påstå, at teorien er angelsaksisk og etnocentrisk. Idiotien og underspilningen af, at det er USA der sætter dagsordenen i f.eks. NATO findes også i teoriens udsagn om, at alle stater principielt er lige. Heurlin skriver at "Den internationale struktur, som alle stater må acceptere, er baseret på, at alle stater grundlæggende er lige, ens og suveræne, hvad enten de er bittesmå som Monaco eller giganter som USA, Kina og Indien." (p.72). Hvordan kan man i dag hævde, at "Alle stater ligner hinanden, fordi de er under den samme organiseringsform" (p.99) eller at "Alle stater er principielt suveræne" (p.99)? Man fornemmer virkelig anakronismen, når man kan hævde, at "Suveræniteten er i princippet udelelig" (p.99)(29). Her skal vi helt tilbage til Morgenthaus klassiske værk fra 1948. Uden at blive postmodernistisk vil jeg hævde, at det er en myte - en hegemonisk diskurs - som USA kan anvende over for resten af verden. Prøv at læse DUPI-rapporten om USA og Danmarks forhandlinger omkring Grønland under den kolde krig (1997). Her er det klart, at alle stater ikke er lige, og at suveræniteten var delelig!

At Heurlin selv hører hjemme i denne amerikanske og lidt missionerende rolle fremgår helt tydeligt, når han skriver, at "Vi må vise, at vort demokrati, vort markedssystem er en usikkerhed, som er til at leve med, og som er værd at kæmpe for" (p.139). Det er et hip til studerende, som måske er i tvivl om, at det vestlige politiske og kapitalistiske system er verdens bedste system, og som er værd at dø for.

Endelig er jeg er også uenig i mange af Heurlins betragtninger omkring staten - staten som en rationel monolitisk enhedsaktør. Betragtninger Heurlin har overtaget fra Waltzs neorealisme, men også fra den klassiske realisme. I den forbindelse synes jeg, at det er underligt, at Heurlin anvender et helt kapitel på international politik og identitet, og så alligevel bruger Waltzs systemteori, når han skal forstå og forklare verden. Som bekendt fokuserer Waltz på systemets indflydelse på staters adfærd. Teorier, der forsøger at forklare staters adfærd med baggrund i staternes interne forhold kalder Waltz arrogant for reduktionistiske teorier (1979:18-37)(30).

4.0. Påstanden om unipolaritet og USAs globale dominans
Heurlin påstår igennem hele bogen, at der kun er een supermagt tilbage - USA. Heurlin skriver at "nu har vi et en- supermagtssystem" (p.16) og at "ingen kan gøre USA rangen stridig som enesupermagten" (p.19). Endvidere skriver han, at "USA kan ikke bestemme alt. Men det kan bestemme meget - og det kan bestemme det afgørende" (p.20). Heurlin taler også om "Den nye amerikanske verdensorden" (p.31). Det forekommer paradoksalt, at Heurlin ligger stor vægt på Waltz og system-struktur-tolkningen, da denne tolkning netop ikke beskæftiger sig indgående med en unipolær situation. Waltz skrev sin bog under den kolde krig og anså ikke en sådan situation for teoretisk og empirisk plausibel.

Heurlins store respekt for USA er beundringsværdig ikke mindst fordi mange amerikanske forskere - de såkaldte declinister repræsenteret ved f.eks. Poul Kennedy (1989:passim; 1994:passim), Robert Gilpin (1981:passim; 1987: passim), David P. Calleo (1987:passim) - mener, at USA ikke længere er så dominerende (31). Hvis man i overensstemmelse med nyere teoretikere som f.eks. Buzan et al. (1993) opløser (disaggregere) staters kapabiliteter, og f.eks. ser på den økonomiske polære situation, den militære polære situation og måske den politiske og ideologiske polære situation i verden er USAs dominans langt fra entydig.

Det var klart for alle, at USA ved Den Anden Verdenskrigs afslutning var supermagten både på det militære og økonomiske område. Europa lå i ruiner og Sovjetunionen havde haft store økonomiske og menneskelige omkostninger i krigen mod det nazistiske Tyskland (32). USA havde monopol på atombomberne og havde vist verden viljen til at anvende dem over Japan. Tredivernes økonomiske depression var glemt, og den amerikanske økonomi var blomstret op under krigen (33). Økonomien var gearet til krigsproduktion og for ikke at opleve en ny depression og arbejdsløshed, forærede man europæerne milliarder af dollars via Marshall-planen(34).

På det politiske og ideologiske område var USA`s dominans mindre, da kommunismen også havde vist evnen til sejr. Den røde hær havde sat sig fast langt inde i Europa. Kommunisterne stod også stærkt i mange vesteuropæiske stater, da de havde været effektive i modstandsbevægelserne og havde dermed skabt sig et godt omdømme i befolkningerne (35).

Fremfor Heurlin og Waltzs unuancerede og aggregerede polaritetsbegreb, kan man i stedet lige efter krigen måske tale om en økonomisk unipolaritet (36), en militær unipolaritet (37) pga. USA`s atomvåben monopol og endelig en politisk-ideologisk bipolaritet mellem liberalisme og kommunisme.

Allerede i 1949 brød Sovjetunionen USA`s atombombemonopol. I 1957 fik vesten et chok, da det med Sputnik blev klart, at Sovjetunionen var i stand til at udvikle fremføringsmidler, således at man intet sted på jorden kunne føle sig sikker fra de socialistiske atombomber (38) .

I starten af 1970`erne var der atomar paritet og ved at indgå i SALT (39) forhandlingerne anerkendte USA at Sovjetunionen var jævnbyrdig som supermagt (Petersen 1985:134). På det militære område var der således nu tale om en klar bipolaritet.

I takt med at Vesteuropa og Japan blev genopbygget eroderedes USA`s økonomiske magt og dermed den økonomiske unipolaritet i systemet. Man så de første problemer i USAs status som økonomisk supermagt i 1971, hvor Bretton Wood (Calleo 1987:passim; Gilpin 1987:passim; Keohane 1984:passim) systemet brød sammen og den stærke dollar dermed ikke længere kunne indløses til guld.

Engang var USA verdens største kreditornation, men i dag er det USA, der skylder penge, og er nu verdens største debitornation (40). Modsat Heurlin, mener jeg at der er en række indikatorer som f.eks. handelsbalance- og budgetunderskud, som klart viser at USA ikke længere er den økonomiske supermagt, den var engang (41).

Der er som bekendt kommet andre økonomiske magtcentrer i verden. Hvis man f.eks. betragter EU, som en samlet økonomi er denne større end den amerikanske både hvad angår bruttonationalprodukt og befolkning (42). Et andet økonomisk magtcenter er Asien. Økonomiske fremskrivninger viser klart at USA og Vesteuropas dominans på det økonomiske område er aftagende. I år 2020 vil Kina have langt den største økonomi i verden, og lande som Indien, Indonesien, Sydkorea, Thailand og Taiwan vil også rykke op blandt de store økonomier (43). Der vil være en tendens til at fordelingen af verdensproduktionen vil gå fra de gamle industrilande til udviklingslandene (44). Forskere taler således om "The Rising East", (45) og det er således en kendsgerning at USAs økonomiske dominans bliver udfordret(46).

I overensstemmelse med begrebsapparatet i Buzan et al. (1993) vil jeg således mene, at der i dag er en økonomisk multipolær situation. Som forsvar for Waltz og hans sparsomme teori (47), kan man hævde, at man ikke bliver meget klogere af at få at vide, at der er en økonomisk multipolær situation, da det teoretisk er uklart, hvordan denne økonomiske polære struktur påvirker staters adfærd. Vi har fået en mere præcis beskrivelse af virkeligheden, men det gør os ikke nødvendigvis klogere (se note 96 nederst). Men med nogen sikkerhed synes man dog historisk at kunne fastslå en sammenhæng mellem staters økonomiske placering og med en vis forsinkelse staters militære placering i det internationale politiske system (Kennedy 1989:xv-xxviii, 693-698)(48).

Modsat Heurlin er jeg heller ikke overbevist om, at vi har en unipolær situation på det militære område. Det fremgår klart af de forskellige forsvarsministres årlige rapporter til præsidenten og kongressen i USA (Annual Defense Report, 1995, 1996). Det amerikanske forsvarsministerium mener, at Rusland er i besiddelse af en moderne og kraftig strategisk atomslagstyrke, som er istand til at ødelægge hele den amerikanske nation (49), så der er just ikke tale om nogen unipolær militær situation på kernevåbenområdet. Det synes klart for alle, at kvaliteten og styrken af Ruslands konventionelle hær er dårlig (50). Forholdene for soldaterne er ringe, og der bliver ikke udbetalt de nødvendige lønninger. Resultatet så man i krigen mod Tjetjenien - et lille bjergfolk indenfor Ruslands grænser kunne ikke besejres. Netop den konventionelle hærs svagheder har fåret russerne til at satse på atomvåben (51). De har bl.a. opgivet strategien om ikke at anvende atomvåben først (52). Amerikanerne er også udmærket klar over, at atomvåbenmonopolet er blevet nedbrudt, og at der er en øget risiko for spredning til ustabile lande(53). Man kan endog frygte at atomvåben vil blive bragt til sprængning ved en fejltagelse (54).

På det konventionelle militære område mener jeg også at man kan betvivle USA`s styrke. Vi så det i Vietnam (Calleo 1987:passim; Bryld & Haue 1995:78-83)(55), vi så præsident Carters mislykkede militære redningsaktion i forbindelse med de amerikanske gidsler i Iran i 1980 (Mørch & Olsen 1995:75-76)(56), Vi så det i Libanon i 1983 (Bryld & Haue 1995: 107)(57) og vi så det igen i Somalia, hvor amerikanske soldater blev slæbt rundt i gaderne (58). Sandt er det, at amerikanerne har atomvåben, krydsermissiler, spionsatellitter, hangarskibe, stealth fly etc, men de har også CNN og en kritisk amerikansk befolkning. USA var heller ikke mere dominerende i golfkrisen i 1990-91end at præsident Bush så sig nødsaget til at opbygge en stor multinational koalition omkring et FN-mandat før han turde gå i krig med Saddam Hussein (59). USA havde kun mod til at kæmpe i 100 timer på landjorden, hvorefter man stoppede krigen. Siden hen modtog man en check fra de økonomiske stormagter Tyskland og Japan (60). I dag sidder Saddam Hussein stadig på magten i Irak og smågriner af hele Vesten.

Tiltrods for at mange politikere og forskere mener, at krigen i det tidligere Jugoslavien viste, hvor svag og skrøbelig EUs udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde var glemmer mange, at USA også i den grad tøvede (61). USA ønskede ikke at involvere sig i konflikten, og først efter lang betænkningstid engagerede man sig. Ikke med tropper på landjorden, som de europæiske magter, men blot med fly- og flådestøtte. I dag har USA tropper på landjorden i Bosnien, men de blev først indsat, da krigen var udkæmpet, og de etniske udrensninger var sket! Jeg undrer mig således over at Heurlin kan hævde at "...USA i princippet har udstrakt sin organiserende rolle over hele Europa..." (p.138).

Jeg vil senere beskæftige mig med EU, men i relation til det konventionelle militære område kan det konstateres, at EU(15) har et noget større aktivt militært personel end USA og at EU har næsten ligeså mange kampvogne som USA (Dansk og Europæisk Sikkerhed 1995:65).

Sammenfattende mener jeg således, at det selv på det militære område, er svært at hævde, at vi har en militær unipolaritet(62). Hvordan kan Heurlin være så sikker? Selv ikke i SNU`s store udredning fra 1995 er man sikker på den aktuelle situation og man arbejder med scenarier. De eksempler jeg har givet illustrerer også min tidligere pointe i afsnit 3.0. Det er vanskeligt at slutte fra militære ressourcer (militær kapabilitet) og så udfaldet af konkrete konflikter.

På det ideologiske område kan Heurlin måske have ret i, at vi har en unipolær situation. Kommunismen som ideologi har tabt og tilbage står demokratiet og markedsøkonomien som den eneste reelle mulighed (63). Man taler også om blød magt (Nye 1990:32)(64) og man kan måske iagttage en vækst i regimer, der tilslutter sig demokratiet og den frie markedsøkonomi(65). At denne bløde magt skulle være forbeholdt amerikanerne og dermed unipolaritet, synes

forkert, da også EU tilslutter sig disse værdier, som oprindelig var europæiske ideer. Den kendte amerikanske forsker Samuel Huntington anfægter også denne ideologiske unipolaritet, og mener i stedet, at vi i fremtiden vil se konflikter mellem forskellige civilisationer (66).

Det sidste aspekt ved polariteten er den kendsgerning, at USA og Vesteuropa udgør en mindre og mindre del af verdens befolkning. Den gennemsnitlige årlige vækstrate er omkring 1,8 % i de mindre udviklede regioner og kun 0,4 % i de mere udviklede regioner (67). Den påståede supermagt USA udgjorde i 1996 kun 4.7% af verdens samlede befolkning, hvorimod Kina udgjorde 21.4 % og Indien 16.4% (68). I dag er USA verdens 3. befolkningsrigeste land, men i år 2050 vil det blive reduceret til at være 4. befolkningsrigeste land med 348 millioner indbyggere, Indien vil have 1,533 milliard, Kina 1,517 milliard og Pakistan 357 millioner (69). Idag udgør de mest udviklede regioner ca. 20% af verdens samlede befolkning, hvorimod de i 2050 kun vil udgøre ca. 12 %, hvis man skal tage FN`s fremskrivninger for troende (70).

Heurlins fokusering på USA er helt tydeligt i et afsnit om USA`s rolle på side 141, men underlig nok drager Heurlin ikke de overvejelser ind omkring cykliske teorier, som han præsenterede på side 119. Pointen er, at staters udvikling har en top, hvorefter de forfalder, men de teorier kan åbenbart ikke anvendes på USA!

Sammenfattende mener jeg således ikke, at Heurlin har ret i sine betragtninger omkring USAs rolle, og jeg mener, at fremstillingen på dette punkt er for unuanceret. Er det virkelig rigtigt, at "Endelig er det indlysende, at det er enesupermagten, der sætter den internationale dagsorden"(p.31)?

5.0. Underlige betragtninger omkring atomvåben
Kapitel 8 om krige og konflikter er et utroligt godt kapitel, og man mærker her at Bertel Heurlin er på hjemmebane. Alligevel er der forhold i teksten, der kan diskuteres.

På side 117 skriver Heurlin, at "...når man ser på empirien, er der da ingen tvivl: krige har primært noget at gøre med relationer mellem stater" (p. 117). Udsagnet kan undre, når man på den forrige side kan læse at "Hvordan man end opgør forholdene, vil man simpelt kunne fastslå, at ikke alene de allerfleste krige men også de blodigste, de krige, som har kostet flest menneskelige og materielle ressourcer, er opstået inden for et organiseret samfund" (p.115).

Heurlin betragtninger omkring kernevåben er helt i overensstemmelse med Waltz (se note 19) og endda måske hyperneorealister som Mearsheimer (1990). Heurlin mener, at "Selv i dag - under unipolariteten - hvor de har mistet deres umiddelbare politiske betydning har de en central rolle. De betyder at der ikke bliver storkrige eller verdens krige" (p.121). Videre skriver Heurlin "At der ikke kom krig med blodsudgydelse direkte mellem Øst og Vest under den kolde krig skyldes udelukkende kernevåbnene" (p.124) Hvordan kan Heurlin være sikker på det? Der har været mange krige siden atombomben blev opfundet (Heurlin 1996: 27 figur 9), og der er ingen empirisk bevis for at freden i Europa efter 1945 skyldes kernevåben. Måske har man efter de to store og brutale verdenskrige lært at krig ikke betaler sig. Hvis atomvåben i den grad er med til at skabe fred, hvorfor da ikke dele dem ud? Mener Heurlin således at Europa, Afrika eller Asien vil blive mere fredelig, hvis alle stater her fik atomvåben?

Som underviser af kommende lærere synes jeg, at Heurlins budskab er trist. Skal vi forsat leve på en klode, der på få minutter kan forvandles til en gold og død planet? Selv den mangeårige tidligere øverstkommanderende for USA`s samlede atomslagstyrke general George Lee Butler ser nu idiotien bag disse våben. Sammen med 60 andre højtstående militærfolk fra ind- og udland advokerer han for en omfattende og øjeblikkelig atomnedrustning. Jyllands-Posten skriver, at "I dag advarer George Butler verden mod atombomben" (1.3.1997, 2. sektion - International). Han mener at "Atomvåben er moralsk uforsvarlige, militært ineffektive og ekstremt dyre" (ibid). I relation til Heurlin siger han, at "Jeg ser nationer, statsmænd og eksperter, der bliver ved med at gøre sig til talsmænd for påstande og antagelser, der ikke kun er lodret forkerte, men forfærdeligt farlige og selvødelæggende." I relation til Heurlins påstand om at atomvåben stadigvæk har en central rolle siger George Butler, at "Historien vil dømme os hårdt, hvis vi efter mirakuløst at have undgået en militær krig under Den Kolde krig intet lærte af det. Hvis vi blot kører videre og løber en forfærdelig risiko for spredning af atomfaren." (ibid). Som tidligere citeret mener Heurlin, at atomvåben betyder at der ikke bliver storkrige eller verdenskrige. Hertil siger George Butler, som tidligere skulle anbefale USA`s præsident hvor, hvornår og hvor kraftigt, der skulle svares igen, at "Den simple påstand om, at atomvåben på en eller anden måde forebygger krig er baseret på en naiv opfattelse af, hvordan en krise udvikler sig. En manglende forståelse for, hvordan menneskers forstand formindskes og ødelægges midt i kriser, hvor de er besat af fjendskab og følelser, som kun psykologer kan gøre sig håb om at forstå" (ibid). Den tidligere firestjernede general tilføjer at "Atomvåbene øger tværtimod elementet af frygt. Ingen fjendskab eller uenighed vil retfærdiggøre, at man løber en risiko, hvor man holder hele menneskehedens skæbne som gidsel."(ibid). "Det er ikke bevist, at det var atomafskrækkelsen, der forhindrede en Tredje Verdenskrig" (ibid).

Han udelukker ikke, at vi kan få en atomkrig på grund af en teknisk fejl. "Selvfølgelig kan vi få en atomkrig ved et tilfælde" (ibid). Han indrømmer frejdigt, at "Kendsgerningen er, at ulykker er uundgåelige. Vi har haft adskillige, som var ekstremt farlige." (ibid). Den tidligere chef for USA`s samlede atomslagstyrke afslutter med at konkludere, at "Det er sindssygt. Det er fuldstændigt sindssygt." (ibid). Det er en kendsgerning at der har været ind til flere tekniske fejl, som måske kunne have afstedkommet en atomkrig (71).

Tiltrods for at kernevåben er billige - et argument som den amerikanske præsident Eisenhower anvendte - vil jeg påstå, at det stadigvæk er mange ressourcer, man binder op på denne afskrækkelse (72). I relation til USA udgør udgifterne til de strategisk atomare styrker løst anslået til over 60 milliarder kroner i 1995 (73).

Jeg mener, at Heurlin burde have brugt mere plads på omtalen af sikkerhedsdilemmaet og forsvarsdilemmaet i forbindelse med kernevåben og den neorealistiske tankegang (74). Hvordan kan en stats befolkning føle sig sikker, når den ved, at andre stater besidder våben, der på minutter kan forvandle deres land til en ufrugtbar slette? Beslutningstagerne i staterne kan ikke gøre andet end at forsøge at opbygge deres egne atomslagstyrker med henblik på at gengælde. Teoretisk vil de kunne finde legitimation i den neorealistiske teori. Udfra en isoleret betragtning er det således meget fornuftigt, at Sadam Hussein i Irak, det iranske præstestyre og Gaddafi i Libyen ønsker kernevåben og arbejder på sagen. (75).

Heurlin påstår også, at kernevåben er totale, og derfor militært ubrugelige. Han glemmer dog de mange taktiske atomvåben (76) og de planer, der i tidens løb er udarbejdet omkring begrænsede atomkrige. Hvis man mente, at atomvåbnene er ubrugelige, er der vel ingen grund til at have dem? Overgange fra strategien om "Massiv gengældelse" (77) til "Fleksibelt gensvar" (78) antyder netop, at man også under den kolde krig udmærket kunne forestille sig, at NATO kun affyrede nogle "få" atombomber!

Med andre ord synes jeg, at Heurlins fremstilling omkring kernevåben er meget unuanceret, og perspektivet for verden år 2000 er trist, ensidigt og uden visioner. Det hører ikke hjemme i en lærebog! Man kan dog trøste sig med følgende passage "Naturligvis vil en kernevåbenkrig kunne bryde ud - men kun lokalt - og den vil hurtigt blive standset" (p.125). Igen, hvordan kan Heurlin vide det? I øvrigt synes udsagnet ikke at styrke Heurlins betragtninger om, at atomvåben er totale og derfor militært ubrugelige.

Optimismen præger heller ikke Heurlins fremtidsvisioner i relation til polariteten i systemet. Som jeg tidligere har påvist fastslår Heurlin adskillige gange i teksten, at vi i dag har et unipolært system, men andre steder antyder han, at vi er på vej mod "den kommende multipolaritet, som skulle give mindre stabilitet og dermed større krigsfare" (p.129 - se også p.139). Dette er helt i overensstemmelse med Waltz (se note 19) og Mearsheimer, men jeg er af den opfattelse, at det i en lærebog for kommende generationer bør stå, at det ikke hverken empirisk eller teoretisk er bevist, at et multipolært system er mere stabilt end et bipolært system. En neorealist som Gilpin (1981:85-96) mener f.eks., at netop usikkerheden omkring alliancer og fordelingen af gevinster og omkostninger i et multipolært system vil betyde, at staterne blive mere tilbageholdende med krigseventyr (79). Heurlins betragtninger er her for unuancerede.

Efter disse overvejelser omkring polariteten skriver Heurlin at "Det er imidlertid sandsynligt, at unipolariteten vil vise sig at være så robust, at den vil kunne leve videre i ganske lang tid" (p.142). Det mere end antydes, at det skal vi være glade for - det skaber fred, og vi får en god verden domineret af storebror USA. Det kommer tydeligt frem i følgende udsagn. "Hvis de positive udviklingstendenser på de fire områder - som i dag faktisk er centrale og dominerende - slår igennem, kommer vi (altså vi alle) til at leve i en sikrere, renere, rigere og bedre verden i år 2020. Hvis dette skal blive virkelighed, er de to væsentligste (kendte) faktorer, at den nuværende internationale magtstruktur opretholdes, og at USA fører en fornuftigt politik" (p.226). Altså vi skal være glade for status quo, og at der eksisterer en påstået unipolaritet (jævnfør afsnit 4.0).

Hvorfor skal 2/3 af verdens befolkning forsætte med at acceptere at leve i fattigdom i en verden, som er styret af USA ifølge Heurlin? Hvorfor skal vi europæere ikke selv bestemme noget? Hvorfor skal vi ikke bygge vores egen forsvarsorganisation op omkring WEU? Hvorfor er vi ikke tilfredse med at den øverstkommanderende i NATO altid skal være en amerikaner? Sådanne spørgsmål rejser den anglofile Heurlin naturligvis ikke.

6.0. Europæisk integration bagatelliseres
Tiltrods for at bogen "Verden 2000" i den grad bygger på Waltz, glemmer Heurlin at fortælle læseren, at Waltz har overordentlig vanskelig ved at forklare den europæiske integration. Waltz mener, at staterne gør alt for at opretholde deres autonomi og integritet (80), men hvorfor afgiver staterne da frivilligt magt til Den Europæiske Union? Hvorfor lader Tyskland sig indbinde i en europæisk struktur (81)?

Er det i øvrigt fornuftigt at tillægge staten så stor betydning længere? Heurlin skriver, at "For øjeblikket synes der ikke at være noget alternativ til nationalstaten - eller staten som organisator - og som det man i sidste ende kan identificere sig med" (p.57) Endvidere skriver han, at "Vi hævder, atstaterne er meget centrale" (p.23). Endelig at "Udgangspunktet her er, at nation-staten vil være den helt afgørende organisationsform i en overskuelig fremtid" (p.59). Jeg mener, at Heurlin burde præsentere andre opfattelser af staten. Wæver m.fl. har antydet, at staten i den europæiske integration er godt på vej til at blive opløst, og det vigtigste bliver i fremtiden at beskytte nationen. Sikkerhedspolitik vil ikke længere være krudt og kugler, men kulturpolitik og uddannelsespolitik, der har til hensigt at bevare nationen og ikke staten. (82)

Jeg vil således hævde, at man synes at kunne iagttage en tendens til statens opløsning. Den europæiske integration er et udtryk for denne tendens, et andet udtryk er den globalisering, alle taler om (83). I god overensstemmelse med Waltz og realismen er det karakteristisk, at Heurlins bog netop ikke beskæftiger sig særligt meget med den økonomiske globalisering og international økonomi i det hele taget. I den sammenhæng mangler vi en dansk lærebog om international politisk økonomi (IPØ) (se note 12). Hvis man er realist som Heurlin, er det vigtigste krig, trusler, ustabilitet og polaritet.

I det hele taget er Heurlin meget forsigtig med at tillægge EU nogen særlig stor betydning. Det er selvfølgelig fordi han er neorealist, men også som tidligere påpeget, fordi det i den grad har været vanskeligt for professorer og andre eksperter at forklare den europæiske integration (84).

I relation til det europæiske samarbejde på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område har Heurlin heller ikke store forventninger. Med baggrund i golfkrigen i 1990-1991 og EU`s indsats på Balkan konkluderer han, at "Billedet var snarere en hønsegård, hvor de europæiske høns kaglende fortsatte deres prikken efter korn med hovederne helt nede i støvet. Ingen så op. Intet samarbejde." (p.21)(85). Det mere end antydes, at det igen var USA, som ragede kastanierne ud af ilden.

Jeg mener, at denne beskrivelse af det europæiske samarbejde er for negativ og ensidig (86). Selvfølgelig var og er der forskellige holdninger i EUs medlemslande til udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Selvfølgelig foregår der en løbende forhandling mellem medlemmerne - alt andet vil være utænkelig og udemokratisk. De forskere og journalister, der ser en sådan naturlig forhandling, som udtryk for, at det fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (FUSP) ikke fungerer, har misforstået det. Hvis staterne på forhånd var enige, ville der ikke være nogen grund til at have Det Europæiske Råd eller Ministerrådet (se note 99). Hvordan havde situationen set ud på Balkan, hvis vi ikke havde haft EU, og hvis de større lande som Frankrig, Tyskland og England var begyndt at føre traditionel magtbalancepolitik på Balkan? Hvis beslutningstagerne rundt om i de europæiske hovedstæder havde læst Heurlins bog og forstået realismens pointe, ville de i større udstrækning have forsøgt at maksimere deres magt ved at indgå alliancer. Tyskerne ville måske have støttet Slovenien og Kroatien, og franskmændene ville måske have støttet serberne. De europæiske stormagter ville måske have leveret våben og krigen ville måske have spredt sig. Dette er heldigvis ikke sket, netop fordi beslutningstagerne ikke kun tænker udfra en snæver realistisk vinkel, men har lært af historien og samarbejder i dag i EU (87).

I øvrigt har mange forskere og politikere alt for store forventninger til EU (88). Hvis der opstår en krise eller et problem et eller andet sted i Europa, mener mange iagttagere, at det er EUs skyld, at der ikke straks bliver fundet en løsning. Da EU gik ind i det tidligere Jugoslavien meget tidligt i forløbet, blev det ikke en succes, måske fordi parterne havde lyst til at kæmpe med hinanden på dette tidspunkt! Pointen kan illustreres ved, at man f.eks. kan finde journalister, der nærmest mener, at opstanden i Albanien i foråret 1997 er EUs skyld, og det er EUs ansvar, at der ikke er fundet en løsning (89). Sådanne betragtninger afspejler manglende viden om international politik og landes interne dynamikker.

Der er andre steder, hvor Heurlin kommer med betragtninger omkring den europæiske integration, som ikke bliver underbygget med nogen særlig argumentation. F.eks. "Den europæiske integration vil fortsat eksistere som et projekt, men den vil næppe øges yderligere. EU-landene vil næppe poole yderligere suverænitet til den fælles politik ud over det, der fastlagdes i Maastricht" (p.140). Da bogen påstår at handle om fremtiden, ville det være relevant at komme ind på den regeringskonference, der i øjeblikket finder sted (90). Her er der mange planer om et udvidet samarbejdet både i dybden og i bredden.

En anden påstand er at "FUSPen vil først for alvor få en anden position end den nuværende, hvis unipolariteten forsvinder. FUSPen vil forsvinde helt, hvis multipolariteten vinder indpas" (p.140). Jeg har meget svært ved at se nogen eksplicit empirisk eller teoretisk argumentation for disse antagelser.

7.0. Den liberale pluralistiske tolkning behandles overfladisk
Heurlin synes ikke at vise denne retning særlig megen opmærksomhed, og jeg mener, at der er flere fejl i gennemgangen af retningen.

Heurlin skriver f.eks. at "den pluralistisk-liberale model har rod i processerne - eller processerne plus aktørerne" (p.96). Denne slutning er jeg kun delvis enig i, da både Keohane og Nye i deres klassiske bog "Power and Interdependence" fra 1977 medtænkte systemet (91). Det samme gjorde Keohane i bogen "After Hegemony" fra 1984 (92). Systemet og strukturerne er også medtænkt i den nye retning, som af Grieco (1988) har fået navnet neoliberal institutionalisme (93). Der er således tale om en utidssvarende og grov forenkling af den pluralistiske-liberale model.

Det kan også undre, at i afsnittet om de internationale processer i kapitel 7, nævner Heurlin overhovedet ikke de internationale organisationer. Denne tankegang er dog i god overensstemmelse med neorealismen, som jo mener at organisationerne og regimerne ikke spiller nogen særlig rolle i international politik (Grieco 1988:passim; 1993: passim; Mearsheimer 1994/95)(94).

Lad os se på Europa. Har FN, EU, NATO, Europa-Rådet, OSCE samt andre mere regionale institutioner ingen indflydelse på de internationale processer og dermed staters adfærd? Afsnittet sluttes af med omtalen af øget interaktionskapacitet (Heurlin:105) dog uden at der gives nogen yderligere forklaring af dette begreb. Hvis man skal forstå begrebet "interaktionskapacitet" kræver det, at man har læst bogen "The Logic of Anarchy," af Buzan et al. (1993), hvor interaktionskapacitet er lig teknologi, normer og internationale organisationer (Buzan et al. 1993:66-80)(95). I denne sammenhæng er det værd at undre sig over, hvordan man kan have et begreb, der dækker så forskellige ting som internationale organisationer, normer og teknologi? Buzan et al. synes at slå æbler, skruer og computere sammen i et begreb, og et sådan megabegreb bliver man ikke meget klogere af. Der synes også at være en teknologi determinisme i begrebet "interaktionskapacitet" (96). Men hvor sidder motoren bag den teknologiske udviklingen? Skaber teknologi nødvendigvis fred? Tænk på det tyvende århundredes højteknologiske krige. Endelig synes Buzan et al.`s generelle ideer i stor udstrækning at være en genfortælling af Keohane og Nyes arbejder (Keohane og Nye 1989:245-267)(97).

Det er karakteristisk for bogen "Logic of Anarchy", at forfatterne netop forsøger at gøre Waltz (1979) og neorealismen mere up-to-date. Bogen inddrager internationale organisationer, regimer og andre processer med henblik på at skabe en teori, der kan forklare forandringer som dem i 1989-1991. Jeg mener således, at bogens resultater burde afspejle sig i Heulins danske lærebog om international politik. Heurlins lærebog synes således at afspejle gammel forskning indenfor disciplinen.

Til Heurlins forsvar skal det dog siges, at den model, som indleder de fleste kapitler af hans lærebog, er mere nuanceret end det man kan læse i Waltz. Især bør man bemærke, at under struktur finder vi noget nyt i forhold til Waltz, nemlig regler. De andre to karakteristiska er i overensstemmelse med Waltz (1979). Organiseringsprincippet, som enten kan være et hierarki eller et anarki, og den relative magtfordeling (Waltz 1979:100-101). Staternes funktionelle differentiering som Waltz (1979:101) arbejder med, finder vi ikke i Heurlins model. Modellen har inddraget processer, som et selvstændigt niveau, hvilket også er en udbygning af Waltz og dermed en indrømmelse til den liberale pluralistiske retning.

Efter således med glæde at kunne konstatere, at regler er blevet en del af strukturen, bliver man slemt skuffet, når man skal til at læse afsnittet om regler (107-108). Her møder man en meget kort diskussion om kernevåben, og hvordan disse våben indskrænker anarkiet. Afsnittet handler overhovedet ikke om regler, regimer og normer, og hvordan disse fænomener kunne moderere anarkiet. Mange fornuftige neorealister, de såkaldte modificerede neorealister (Kelstrup et al. 1990:33-37) som f.eks. Buzan (1991), taler i dag om et modent anarki (98), netop fordi vi i den sidste halvdel af dette århundrede har fået mange regler, internationale organisationer og uformaliserede regimer. Der må være tale om en forglemmelse fra Heurlin side, når afsnittet er så kort og kun handler om kernevåben!

Det er således karakteristisk for bogen, at man ikke kan finde afsnit, som mere detaljeret beskriver FN, OSCE, EU eller NATO, netop fordi Heurlin ikke synes at tilægge disse organisationer nogen særlig betydning.

Kapitel 9 om samarbejde er udmærket. Der findes en dansk og let forståelig gennemgang af fangens dilemma. Kapitlet lider dog af nogle myter omkring den moderne liberale tilgang til international politik.

Heurlin skriver f.eks. "Anderledes med den liberal-pluralistiske model. Her er samarbejdet hjertet i tilgangen. Samarbejdet er også konfliktfyldt, men på et mere overordnet niveau vil der kunne ses en harmoniskabende og fremskridtsorienteret "usynlig hånd"" (p.148). Det vil de moderne neoliberale institutionalister ikke sige. Keohanes vigtige pointe i hans bog fra 1984 er netop, at hvis der er harmoni, er der slet ingen grund til at samarbejde - hvad skulle man da samarbejde om? Samarbejde finder kun sted, når der er interessekonflikter! (99).

Det virker som om, at Heurlin ikke har beskæftiget sig indgående med de liberale institutionelle teorier. Et sted kan man f.eks. læse, at "Interdependens - eller rettere "kompleks interdependens", som den kaldes, - behøver heller ikke at være symmetrisk eller til gensidig fordel. Og selv om den er det, så vil der stadigvæk være en kamp om de relative gevinster ved forholdet." (p.166). Hvis Heurlin havde læst Keohane og Nye fra 1977, som opfandt begrebet kompleks interdependens, så må det stå klart, at kompleks-interdependens ikke er det samme som interdependens (1989:3-37). Kompleks-interdependens er en idealtype-situation, som sættes overfor realisme, som er en anden idealtype-situation. Begrebet interdependens er derimod ikke en idealtype. I den forbindelse kunne man ønske, at Heurlin blot ville have brugt et par linier på at introducere til begreberne "følsomhed" og "sårbarhed", når nu vi skal høre om begrebet "interdependens". Det er i øvrigt underligt, at Heurlin så overfladisk beskæftiger sig med disse teorier, når forskere som f.eks. Kelstrup et al. (1990) mener, at netop teorierne omkring kompleks-interdependens sandsynligvis bliver vigtige i fremtiden (100).

I citatet ovenfor taler Heurlin også om relative fordele og interdependes. Her er pointen netop, at de neoliberale teoretikere ikke mener, at staterne tænker i relative fordele - i hvert fald ikke, hvis det ikke lige handler om sikkerhedspolitik (Keohane 1993:283). I øvrigt mener de, at der er en række forhold, der gør det umuligt at måle om staterne handler på baggrund af relative fordele eller absolutte fordele (Keohane 1993:269-300). Man kan f.eks. ikke empirisk fastslå, om stater følger relative fordele, eller om det blot er fordi staterne forhandler hårdt om de absolutte fordele (Keohane 1993:279-280). Jeg synes, at gennemgangen her er meget overfladisk og det vil være en god ide at supplere med Wævers introducerende bog fra 1992.

8.0. Udenrigspolitik og Danmark
Kapitel 6 om udenrigspolitik er ganske udmærket, tiltrods for at den flotte indledende figur ikke er blevet forklaret. I figuren ser man en sort kasse der hedder policy - hvad mon det er?

Bertel Heurlin skriver et sted, at "Man kan formode, at jo mere et samfund er forenet af fælles kultur og historisk erfaring, jo klare vil de kollektive mål være - og dermed vil der blive ført en mere effektiv udenrigspolitik." (p.88). Her kan man ikke undgå at tænke på Danmark, som netop har en fælles kultur og en lang historisk erfaring, men alligevel er det et af de lande i Europa, hvor befolkningen er mest uenige om Europa-politikken (101).

Kapitel 11 omkring Danmark er også ganske læsevenligt. Når det er sagt, undrer man sig dog over, at kapitlet tager udgangspunkt i system-struktur modellen eller implicit i Waltzs neorealisme. Waltz antyder i sin bog fra 1979 (102), at hans teori kun gælder for de større enheder i systemet, hvorfor system-struktur modellen ikke kan anvendes på en småstat som Danmark. En småstats adfærd kan således ikke primært forklares med baggrund i overvejelser omkring polaritet og magtbalance. Jeg mangler således en teoretisk argumentation for følgende udsagn: "I dette nye internationale system med unipolaritet som det centrale - er småstaternes situation ændret" (p.200). Min påstand er at småstaterne stadigvæk er lige afhængige af de større stater og lige ubetydelige i det internationale system.

Man fornemmer også Heurlins bagatellisering af EU i forhold til national staten (se afsnit 6.0) tiltrods for at der er tale om en småstat som Danmark med en åben økonomi. Han skriver, at "Igen gælder det, at dele af autonomien er deponeret i EU. Det er en frivillig og meget begrænset overgivelse, som også til enhver tid kan tages tilbage - men selvsagt ikke uden store omkostninger." (p.202). EU-modstanderne, men også forskere vil bestemt ikke mene, at der er tale om en begrænset overgivelse af suverænitet og autonomi (103).

En mindre detalje er, at Heurlin skriver, at "I EU har direktiver vedtaget af Rådet direkte virkning på den enkelte borger" (p.216). Det er faktisk et dårligt eksempel, da det traditionelt er forordninger, som har direkte virkning for borgerne. Direktiver skal først indkorporeres i national lovgivning - det vil ofte sige vedtages som en lov i Danmark (104).

9.0. Afslutning
Sammenfattende synes jeg ikke, at Heurlins beskrivelse af teorierne er up-to-date, kritisk og fyldestgørende nok, velvidende at problemet ikke er manglende viden, men snarere et forsøg på at skabe en pædagogisk bog, der kan anvendes i gymnasiet. I relation til teorierne bekymrer det mig en smule, hvordan han kan komme frem til følgende udsagn: "Udviklingen i international politiks teori var under den kolde krig en kamp mellem to generelle opfattelse: på den ene side den liberale, pluralistiske tolkning og på den anden side den marxistiske radikale tolkning." (p.81). Dette udsagn er stik imod andre lærebøger og almen viden. Den marxistiske tolkning var ikke særlig vigtig i disciplinen international politik, og kampen stod derfor mellem realismen og liberalismen.

Som far til to børn og underviser af mange håbefulde mennesker synes jeg sammenfattende at bogen er for trist og lægger for stor vægt på neorealismen og for lidt vægt på andre aspekter som f.eks. den neoliberale institutionalisme og hele globaliserings dimensionen. Et sted taler Heurlin dog om, at "Der er et paradigmeskift på vej. Men det tager tid" (p.144). Hvad er det for et paradigmeskift? Det er noget med miljø, men betyder det, at den neorealistiske tankegang forsvinder, og amerikanerne bliver mere indstillet på at samarbejde omkring miljøproblemer? Afslutningsvis synes jeg også, at bogen er for etnocentristisk og for amerikansk.

Jeg kan kun opfordre til, at man læser bogen, tager en diskussion og kommer frem til sin egen bedømmelse af bogen.

Noter:
1) I relation til nationalisme kan jeg varmt anbefale at læse følgende to klassikere: Anthony D. Smith (1991):National Identity, Penguin Books, England. Ernest Gellner (1993): Nations and Nationalism, Blackwell, Oxford, UK. I forbindelse med dannelsen af den moderne stat kan jeg anbefale Gianfranco Poggi (1978):The development of the modern state - A sociological introduction, Stanford University Press, California. Omkring nationalisme i Central- og Østeuropa har jeg fundet et virkelig godt kapitel i Keith Crawford (1996): East Central European politics today, Manchester University Press. Denne bog giver også en god, underholdende og letforståelig introduktion til hvad der er sket i Central- og Østeuropa. Omkring dannelse af nationalstater og nationalisme kan jeg også anbefale Mikulas Teich og Roy Porter (1994): The national question in Europe in historical context, Cambridge University Press. I relation til identitet, nation og stat kan jeg anbefale at læse Ole Wæver et al. (1993): Identity, Migration and the New Security Agenda in Europe, Centre for Peace and Conflict Research, Copenhagen, Pinter Publishers, London. Bogen beskæftiger sig meget med den europæiske integration - kan vi fortsætte med at være danskere eller skal vi nu være europæere? Hvad gør vi, når vores danske stat forsvinder? Kan vi bevare nationen? Generelt er bogen lidt rodet og noget svær at læse - men det er det værd!

2) Se f.eks. Roland Robertson (1990): "Mapping the Global Condition: Globalization as the Central Concept", p.18, i Mike Featherstone (ed.)(1994): Global Culture - Nationalism, Globalization and Modernity, Sage Publication, London.

3) Hvis man interesserer sig for international politik, kan jeg anbefale følgende introduktioner: Wævers bog fra 1992. Den bog, man hyppigst anvender som introduktion til international politik på de danske universiteter, er Poul R. Viotti, Mark V. Kauppi, (1993): International Relations Theory - Realism, Pluralism, Globalism, Second Edition, Macmillan Publishing Company, New York. Jeg kan også varmt anbefale den nyeste udgave af Bruce Russett , Harvey Starr, World Politics - The Menu For Choice, W.H. Freeman and Company, New York, Oxford.

4) På dansk findes der også en kort gennemgang af diskussionen hos Ole Wæver (1992): Introduktion til studiet af international politik, forlaget politiske studier, Institut for statskundskab, København pp.144-151. På engelsk kan jeg anbefale David A. Baldwin (ed.),(1993): Neorealism and Neoliberalism - The contemporary debate, Columbia University press, New York. Her er debattens centrale artikler samlet.

5) For en gennemgang af postmodernisterne/poststrukturalisterne kan jeg anbefale Ole Wæver (1992:168-182). Ligeledes Ole Wæver et al. (1997), hvor der er en gennemgang af postmodernistiske forfatter som Alexander Wendt, R.B.J. Walker, James Der Derian etc. Her er der også gode litteraturhenvisninger.

6) I relation til FN kan jeg anbefale at man læser Gorm Rye Olsen og Lars Udsholt (1996): Forenede Nationer i en splittet verden, Columbus. Det er en hurtig indføring i FN på dansk.

7) I relation til at opnå en grundlæggende forståelse af EU kan jeg på dansk anbefale følgende to bøger: Peter Nedergaard (1994): Organiseringen af Den europæiske union, Handelshøjskolens forlag. En mere juridisk fremstilling findes hos Hjalte Rasmussen (1994): EU-ret og EU-institutioner i kontekst, Karnov.

8) Hvis man er interesseret i Waltzs metodiske og videnskabsteoretiske udgangspunkt kan jeg anbefale at læse

Barry Buzan et al. (1993): The Logic of Anarchy - Neorealism to Structural Realism, Columbia University Press, New York. Specielt kapitel 10 af Richard Little. Se også kapitlet af Hans Mouritzen: "Kenneth Waltz: a critical rationalist between international politics and foreign policy", pp. 66-89 i Iver B. Neumann og Ole Wæver (eds.)(1997): The Future of international relations - Masters in the making, Routledge, London.

9) For en behandling af disse begreber se da Nørreklit & Adolphsen (1994): Videnskabsteori, Samf.basis, AUC,

Heine Andersen (red.) (1990): Videnskabsteori og metodelære, Bind 1, Introduktion, Samfundslitteratur, 3. udgave, Arne Næss (1980): Vitenskabsfilisofi, Universitetsforlaget, Oslo, 3.reviderede udgave, 1980. En meget kort og let tilgang til distinktionen mellem korrespondensteorien, kohærensteorien og den pragmatiske teori findes hos Jens Kyrstein (1986): Filosofi1, 1. udgave, 1. oplag, 1986, København pp.77-80.

10) "In this book we try to understand world politics by developing explanations at the level of the international system." (Keohane og Nye 1989: vi).

11) "For these reasons, the analysis of this book begins at the systemic level. I focus on the effects of system characteristics because I believe that the behavior of states, as well as of other actors, is strongly affected by the constraints and incentive provided by the international environment. When the international system changes, so will incentives and behavior. My "outside-in" perspective is therefore similar to that of systemic forms of Realist theory, or "structural Realism (Krasner, 1983). What distinguishes my argument form structural Realism i my emphasis on the effects of international institutions and practices on state behavior." (Keohane 1984:26).

12) En god introduktion til retningen findes i bogen af Richard Stubbs og Geoffrey R.D Underhill,.(eds.)(1994): Political Economy and the Changing Global Order, Macmillan, Great Britain. Retningen er dog på ingen måde udtryk for ren marxisme. Se også klassikeren Robert Gilpin, (1987): The Political Economy of International Relations, Princeton University Press.

13) "What do I mean by explain? I mean explain in these senses: to say why the range of expected outcomes falls within certain limits; to say why patterns of behavior recur; to say why events repeat themselves, including events that none or few of the actors may like. The structure of a system acts as a constraining and disposing force, and because it does so systems theories explain and predict continuity whitin a system" (Waltz 1979:69). Waltz skriver også ganske eksplicit at "Within a system, a theory explains recurrences and repetitions, not change" (Waltz 1979:69). Mouritzen (1997) skriver at "...whereas Waltz can explain certain types of fundamental change, he has no theory of change" (74). Se også Buzan et al. (1993:26-27). Her konkluderes det, at "Waltz was primarily interested in identifying continuities of political structure". Det kan således undre, at Heurlin kan mene, at Waltzs teori er god til at forklare forandringer!

14) "A theory has explanatory and predictive power" (Waltz 1979:69). Han tænker dog kun på meget store begivenheder, men hvad er en teori værd, som ikke kan forklare sammenbruddet af bipolariteten - en historisk begivenhed af dimensioner?

15) Keohane (1993) skriver direkte, at "...the end of the Cold war where it started, in Europe, has once again challenged our presuppositions. The second part of this essay therefore seeks to examine how the debate over the significance of international institutions is illuminated by theses events - which neither realists nor institutionalists anticipated."(272). En anden kendt teoretiker, Ken Booth (1995) er heller ikke enig med Heurlin. Han skriver at "...the over-identification of power with military might have led us to overlook other causal factors during the Cold War, and miss important questions. This was one of the reasons the collapse of communist power in Eastern Europe came as such a surprise. Realism focused our attention on the wrong indicators of "power"." (336). Han skriver videre, at "...international relations specialists during the Cold War did not develop a habit of thinking usefully about the future. Even if their methodologies were sound, they failed to ask crucial questions." (336).

16). Paul Kennedy (1988) skriver, at Kissinger "...and Nixon could perceive that the world`s balances were altering, and new forces were undermining the hitherto unchallenged domination of the two superpowers. The latter were still far ahead in terms of strictly military power, but in other respects the world had become more of a multipolar place: "in economic terms`, he noted in 1973, "there are at least five major groupings"" (526-527).

17) Waltz (1979) skriver, at "Historically, despite the difficulties, one finds general agreement about who the great powers of a period are.."(131)

18) Buzan et al. (1993) skriver at "The collapsing power, ideology, and political framework of the Soviet Union, and the growing cohesion of the European Community, have opened the way, not toward a unipolar system but toward the more traditional multipolar structure." (13).

19): Waltzs bog er spredt med bemærkninger og argumentationer omkring bipolaritetens fordele. F.eks. "Problems of national security in multi- and bipolar worlds do clearly show the advantages of having two great powers, and only two, in the system"(161). "A system of two has many virtues" (176). I et svar i 1986 skriver Waltz direkte, at "One may believe, as I do, that both bipolarity and nuclear weapons promote peace" (343).

20) Den anden kendte neorealist eller strukturelle realist Robert Gilpin (1981:85-96) har en helt anden opfattelse af stabiliteten i det bipolære system. Han skriver bl.a. "The most frequently cited example of such an inherently unstable equilibrium is an egg balanced on one end - a slight breeze can cause the egg to topple. It is in this latter sense that a bipolar structure may be said to be more unstable than a multipolar system. If the delicate balance between the great powers is disturbed by a minor change, the consequences could be greater than would be the case in a multipolar system." (91)

21) Waltz skriver, at "Power is a means, and the outcome of its use is necessarily uncertain. To be politically pertinenet, power has to be defined in terms of the distribution of capabilities; the extent of one`s power cannot be inferred from the results one may og may not get." (1979:192).

22) I relation til problematikken se f.eks. David A. Baldwin (1993): "Neoliberalism, Neorealism, And World Politics", pp.20-22 i David A. Baldwin,(ed.),(1993). Her gives en god oversigt. Se endelig også Robert Keohane (1986): "Theory of World Politics: Structural Realism and Beyond" pp.182-189 i Robert O. Keohane (ed.)(1986).

23) Mouritzen skriver direkte, at "...I am sure that we should know by now that Waltz`s theory, in spite of all its virtues described above, is empirically false - except for some special circumstances. It cannot survive meetings with reality..." (Mouritzen:78).

24) Morgenthau skriver bl.a. "The main signpost that helps political realism to find its way through the landscape of international politics is the concept of interest defined in terms of power....We assume that statesmen think and act in terms of interest defined as power, and the evidence of history bears that assumption out." (Morgenthau 1993:5).

25) Gilpin taler om at et internationalt system kan være i ligevægt. Han skriver "...where no one has an incentive to change the system, the status quo may be said to be stable" (1981:12). Altså, der vil være stater i systemet, der ikke ønsker at ændre systemet - især hegemoner.

26) Waltzs skriver bl.a. "...power is a means and not an end...They cannot let power, a possibly useful means, become the end they pursue. The goal the system encourages them to seek is security. Increased power may og may not serve that end. Given two coalitions, for example, the greater success of one in drawing members to it may tempt the other to risk preventive war, hoping for victory through surprise before disparities widen...The first conceern of states is not to maximize power but to maintain their positions in the system." (Waltz:126).

27) Allerede i 1977 skriver Keohane og Nye (1989) i deres beskrivelse af begrebet kompleks interdependens, at "Many issues arise from what used to be considered domestic policy, and the distinction between domestic and foreign issues becomes blurred" (25). I en 10 års jubilæums artikel for bogen "Power and Interdependence" skriver Robert O. Keohane og Joseph S. Nye følgende: "...We have paid too little attention to how a combination of domestic and international processes shape preferences. The need for more attention to domestic politics, and its links to international politics, leads us to believe that research at the systemic level alone may have reached a point of diminishing returns. We need to concentrate now on the interplay between the constraints and opportunities of the international system, including both its structure and its process, and the perceptions of interests held by influential actors within states." (Keohane et al. 1987:753). Se også Keohane (1986: 190).

28) Professor i international politik ved universitetet i Wales - Aberystwyth - Ken Booth skriver, at "International political theory has largely been Western ideology. It was hardly a coincidence that the dominating realist/strategic mode of thinking flourished in the Anglo-American world. Power-political theory was congenial to those with the big battalions, politically and militarily, and the academically prestigious." (1995:333). Videre skriver han at "As the theorists of the powerful, Cold War Anglo-American professors of international relations did not easily or professionally embrace theories of future change, or empirical studies which might have given rise to cognitive uncertainties or ontological revolutions." (1995:334). Endelig at "Power generates knowledge" (1995:334). Professor i international politik ved London School of Economics Fred Halliday skriver, at "international relations...served to legitimize an international practice that dominated the postwar world" (1995:39). Hvordan kan professor Bertel Heurlin skrive at System-struktur-tokningen er objektiv?

29) Professor R. B. J. Walker har på et postmodernistisk grundlag beskæftiget sig med suverænitet og de forudsætninger, der er bag begrebet. En kort oversigt over Walker findes hos Lene Hansen (1997): "R.B.J. Walker and International Relations: deconstructing a discipline", pp. 316-336 i Iver B. Neumann og Ole Wæver (eds.)(1997): The Future of international relations - Masters in the making, Routledge, London. Se også R.B. J. Walker (1995): "International Relations and the Concept of the Political", pp. 306-327 i Ken Booth, and Steve Smith (1995): International Relations Theory Today, Polity Press, Cambridges

30) Waltz skriver i 1979, at "Theories of international politics that concentrate causes at the individual or national level are reductionist; theories that conceive of causes operating at the international level as well are systemic" (18).

31) Et modsat argument findes i en letlæst bog af Joseph S. Nye (1990): Bound to lead - the changing nature of

American power, BasicBooks, United States. Han skriver bl.a. "One positive message of this book is that American leadership is likely to continue well into the next century" (22).

32) Den britiske historiker Martin Gilbert (1989) giver et indtryk af situationen efter Anden Verdenskrig. "The Soviet Union suffered ten million deaths in action, on land, in the air and at sea. A further 3.300.000 Soviet soldiers were killed after they had become prisoners-of-war. Seven million Soviet civilians also died; a death toll in excess of twenty million soviet citizens" (746). I relation til USA fastslår han, at "The United States, which entered the war in December 1941, suffered 362.561 army, navy and air force and Marine Corps deaths." (746). Der er således ingen tvivl om at USA slap relativt billigt.

33) Paul Kennedy (1989) har en udmærket tabel over de større staters økonomier i 1950. I relation til Europa og USA skriver han bl.a. "All the efforts of British and French governments to the contrary, however, there was no doubt about "the passing of the European age". While the US GNP had surged by more than 50 per cent in real terms during the war, Europe`s as a whole (but minus the Soviet Union) had fallen by about 25 per cent." (475).

34) Jyllands-Posten skriver at "Fra 1948 til 1951 gav USA 13 milliarder dollars i støtte og hjælp (nutidsværdi: 88 milliarder dollars) til 16 krigsramte lande i Vesteuropa." (Jyllands-Posten, onsdag den 28. maj, 1997, side 2, 2. sektion). Se evt. John R. Barber (1993:341-343). Se også publikationen (1997): Marshall-Planen 50 år, Udenrigsministeriet, København.

35) I relation til kommunismens rodfæstelse i Central- og Østeuropa skriver Mette Skak (1996) at det er vigtigt at nævne "factors such as the prestige of the Soviet Union as the anti-fascist liberating power in the region." (106-107). Hun giver i øvrigt en god og kort redegørelse for kommunismens udbredelse og Sovjetunionens historie i afsnittet "Shadows of the Past: the Soviet Empire" (76-136). Kommunismens popularitet i 40`ernes Vesteuropa ses i tabel 3.13. " Party strenght at national elections, per cent", (Lane & Ersson 1994:141).

36) At der var tale om en økonomisk unipolaritet fornemmer man, når man læser Paul Kennedys (1989) betragtninger. Han skriver bl.a. "Among the Great Powers, the United States was the only country which became richer - in fact, much richer - rather than poorer because of the war. At its conclusion, Washington possessed gold reserves of $20 billion, almost twothirds of the world`s total of $33 billion. Again, ...more than half the total manufacturing production of the world took place within the USA, which, in fact, turned out a third of the world production of goods of all types. This also made it by far the greatest exporter of goods at the war`s end, and even a few years later it supplied one-third of the world`s export. " (461).

37) At der var tale om en militær unipolaritet fornemmer man også, når man læser Paul Kennedys (1989) betragtninger. Han skriver bl.a. "The economic power was reflected in the military strenght of the United States, which at the end of the war controlled 12.5. million service personnel, including 7.5 million overseas...the US Navy was unquestionably "second to none"...the United States had amply demonstrated its capacity to project its power across the globe to any region accessible from the sea. Even more imposing was the American command of the air...Above all, the United States possessed a monopoly of atomic bombs, which promised to unleash a devastation upon any future enemy as horrific as that which had occurred at Hiroshima and Nagasaki." (461-462).

38) Der findes gode kronologiske oversigter eller tidstavler over den sikkerhedspolitiske udvikling i flere SNU publikationer. Se f.eks. Jens Bertelsen (1985): "Tidstavle", pp. 340-355 i Veje til fred - Håndbog i sikkerhed og nedrustning, Gyldendal/SNU, København. Se også Espen Andersen et al. (1991): "Tidstavle 1945-91", pp.364-387

i Fred og konflikt, SNU 1991, København.

39) Strategic Arms Limitation Talks.

40) Paul Kennedy (1994) skriver, at "....the deficit (is) well over $300 billion, while the national debt itself approached $4 trillion, which does not include the federal government`s other obligations of around $6 trillion under various programs...Interest payments on the national debt are around $300 billion annually and represent 15 percent of government spending. As the economic editor of the Wall Street Journal has noted, interest payments now exceed "the combined amounts that government spends on health, science, space, agriculture, housing, the protection of the environment, and the administration of justice.""(297). Endvidere skriver Poul Kennedy (1994) at "As a result, the United States now pay its way by borrowing from foreigners roughly $100 billion each year. Once the world`s largest creditor, the United States has by some measures become the world`s largest debtor nation within less than a decade." (298). Kennedy (1994) fastslår klart og overbevisende, at USA "...no longer occupies the unchallenged position it did in the first two postwar decades. "(299). Og endelig skriver Kennedy (1994), at "it is the evidence that the American position relative to other nations has continued to erode since the 1960s in new technologies and patents, key manufacturing industries, financial assets and current-account balances, and international purchasing power." (302).

41) Følgende tal er fra Verdensbankens hjemmeside på internettet (http://www.worldbank.org/). I relation til handel med varer (merchandise) var eksporten i 1980 $226 milliarder og importen $257 milliarder. Dvs. et underskud på handel med varer på $31milliarder. I 1994 var eksporten på $513 milliarder og importen på $690 milliarder - dvs. et underskud på handel med vare på $177 milliarder. Til sammenligning havde Tyskland i 1994 et overskud på $45.3 milliarder og Japan $122 milliarder. At USA ikke har råd til at være verdens politibetjent kan man også se i relation til underskuddet på statens budget. I 1980 udgjorde underskuddet 2.8 % af bruttonationalproduktet (GNP) og i 1994 var det vokset til 3.0 %. I relation til væksten i bruttonationalproduktet (GNP) per capita kan man se at USA i perioden 1985-94 havde en vækst på 1.3 %, mens Japan havde en vækst på 3.2 % og kæmpelandet Kina på 7.8 %. Ifølge "OECD in figures - Statistics on the Member countries 1996 edition" på internettet (http://www.oecd.org/), ser det heller ikke godt ud for USA. I 1994 udgjorde underskuddet på USA`s handelsbalance 1.7. % af bruttonationalproduktet (GNP), mens Tyskland havde overskud på 0.5 % og Japan 2.1%. Hvis man ser på handlen for både varer og service er resultatet for USA heller ikke opløftende. I 1994 var importen på $816.9 milliarder og eksporten på $706.4 milliarder dvs. et handelsunderskud på $110.5 milliarder. Tyskland havde et overskud på $10.7 milliarder og Japan et overskud på $98.1 milliarder.

42) Ifølge "OECD in figures - Statistics on the Member countries 1996 edition" på internettet (http://www.oecd.org/), var EU15s national-produkt i løbende priser i 1995 på $8.440.3 milliarder. USAs nationalprodukt var på $6.981.7 milliarder. EUs økonomi er hermed ca. 21 % større end den amerikanske økonomi. I EU15 var der i 1994 370.981 millioner indbyggere. I USA var tallet kun 260.651 millioner. EU15s befolkning er dermed ca. 42 % større end USAs. Se også de illustrative diagrammer i Dansk og europæisk sikkerhed, SNU, p.65.

43) Se grafisk illustration i Dansk og europæisk sikkerhed, SNU, p.68.

44) Se grafisk illustration i Dansk og europæisk sikkerhed, SNU, p.84.

45) Se f.eks. artiklen af Richard Halloran (1996): "The Rising East", Foreign Policy, Spring 1996. Den findes på internettet: (http://www.enews.com/magazines/foreign_policy/). Han skriver f.eks., at "...the Rising East will acquire the political, economic, and military power to rival that of North America and Western Europe" (p.1 fra nettet). I Jyllands-Posten den 10.12.1996 - Kunst & Kultur, er der et langt interview med professor i politik og leder af Instituttet for Strategiske Studier på Harvards Universitetet, Samuel Huntington. Han siger "at verdens kraftcentrum forskubbes. Væk fra vesten, der stadig bestemmer på mange områder, og over mod andre civilisationer."

46) Richard Halloran (1996) skriver bl.a. at "On average, Asian economies grew 6 per cent last year, compared with 2.8 per cent in Western Europe and 2.7 per cent in the United States. By the Year 2020, if growth continues anywhere near its recent pace, China will have the worlds largest economy, with Japan, India, Indonesia, South Korea, and Thailand in the top 10...As a measure of economic accomplishment, Taiwans foreign-exchange reserves broke through the $100 billion ceiling in the spring of 1995, second only to Japans $156 billion. Later, they fell back to $90 billion, while Japans climbed to $182 billion. Chinas, in fifth place at $71 billion, trailed the United Statess by only $4 billion." (5). På det økonomiske område er det også vigtigt at nævne at "In 1994, the United States ran trade deficits everywhere in Asia not just the $65.7 billion with Japan, but $29.5 billion with China, $9.6 billion with Taiwan, $7 billion with Malaysia, and $5.4 billion with Thailand." (8-9). I Annual Defense Report - Annual Report to the President and the Congress, 1996 (http://www.dtic.mil/execsec/adr_intro.html) kan man i Chapter 1, "U.S. Defense Strategy" læse at "The East Asian-Pacific region continues to grow in importance to U.S. security and prosperity. This region has experienced unprecedented economic growth - growth that in 1994 increased U.S. trade in the region to $435 billion and supported 2.8 million American jobs." (p.3 på internettet).

47) I Theory of International Politics (1979) anvender Waltz systemteori , og han er af den opfattelse, at hans teori ikke er en direkte afspejling af virkeligheden, men blot en model til at forstå centrale dele af virkeligheden. Waltz skriver at "A theory, though related to the world about which explanations are wanted, always remains distinct from that world. "Reality" will be congruent neither with a theory nor with a model that may represent it "(1979:6-7). Waltz stiller sig kritisk overfor de politiske videnskabsfolk, som mener, at "...the best model is the one that reflects reality most accurately". (1979:7; 1990:30-31). Med andre ord forholder han sig skeptisk overfor korrespondensteorien. Waltz mener, at man vinder forklaringskraft ved at bevæge sig væk fra virkeligheden og ikke ved at teorien skal nærme sig den observerbare virkelighed (1979:7) - at der etableres "closer correspondence with reality" (Keohane 1986:191), som er foreslået af Keohane. For Waltz er en teori en intellektuel konstruktion (1990: 22), som skabes på baggrund af forskerens kreativitet (1979:9). Det forekommer nærmest metafysisk, når Waltz skriver, at en teori etableres på baggrund af "... a brilliant intuition flashes, a creative idea emerges. One cannot say how the intuition comes and how the idea is born" (1979:9). En teori kan hverken være sand eller falsk (Waltz 1979: 6,8-9,14), men skal ifølge Waltz bedømmes efter om teorien kan anvendes til at generere forklaringer og forudsigelser (1979:8). Som tidligere omtalt betjener Waltz sig af systemteorien, som han mener kan appliceres på mange områder af virkeligheden (1979:80). Systemteorien er god, fordi en teori ifølge Waltz skal være sparsom - dvs. opererere med få, men centrale variable (1979:10).

48) Kennedy (1989) etablerer en teori omkring forbindelsen mellem økonomi og militær, men det vil her blive for omfattende at komme ind på teorien i detaljen. Det centrale er dog, at "...there is detectable a causal relationship between the shifts which have occurred over time in the general economic and productive balances and the position occupied by individual powers in the international system." (xxiv). Endvidere at "... the economic shifts heralded the rise of new Great Powers which would one day have a decisive impact upon the military/territorial order. This is why the move in the global productive balances toward the "Pacific rim" which has taken place over the past few decades cannot be of interest merely to economists alone. Similarly, the historical record suggests that there is a very clear connection in the long run between an individual Great Power`s economic rise and fall and its growth and decline as an important military power (or world empire). This, too, is hardly surprising, since it flows from two related facts. The first is that economic resources are necessary to support a large-scale military establisment. ..." (xxiv-xxv). Endelig skriver Kennedy (1989), at "...Most of the historical examples covered here suggest that there is a noticeable "lag time" between the trajectory of a stats`s relative economic strength and the trajectory of its military/territorial influence." (xxv). Det er næsten de samme pointer, der findes i Gilpin (1981).

49) I rapporten fra 1996 kan man læse at "The United States also continues to face potential nuclear threats from the New Independent States. Russia maintains a large and modern arsenal of strategic and non-strategic nuclear weapons. Even after the Strategic Arms Reduction Treaty (START) II is ratified and enters into force, Russia will retain a formidable strategic nuclear arsenal of up to 3.500 deployed warheads as well as several thousand non-strategic nuclear weapons which are not subject to START II. Moreover, strategic nuclear weapons from the former Soviet Union still lie outside of Russia." (1996:11). William Perry (daværende forsvarsminister) siger også følgende i hans tale til kongressen: "...Recognizing that Russia remains a major world power with global interests and a large nuclear arsenal, the United States seeks a pragmatic partnership with Russia..." (7). I rapporten fra 1995 kan man under "Nuclear Posture Review" læse forsvarsministeriets opfattelse af den nukleare balance. Her står der f.eks., at "While political relations with Russia have changed dramatically in recent years, the United States must retain a nuclear capability adequate to respond to any challenge. Further, most of the strategic nuclear weapons remaining in the former Soviet Union still are deployed and capable of attacking targets in the United States. Russia remains the focus of the Posture Review not because its intentions are hostile, but because it controls the only nuclear arsenal that can physically threaten the survivability of U.S. nuclear forces. A significant shift in the Russian government into the hands of arch-conservatives could restore the strategic nuclear threat to the United States literally overnight." (1995:3).

50) I The Economist den 31. maj 1997 taler man om, at hæren er "...a mess of underpaid, under-fed, under-trained conscripts, its officer corps rotted with corruption, its weaponry falling to bits" (27). Se også artiklen "Den døde hær" i Jyllands-Posten, søndag den 11. maj 1997, indblik p. 4. Se også OMRI Daily Digest (findes på internettet) 17.3.1997: "Chief of General Staff:Officer corps decaying".

51) I The Economist den 31. maj 1997 kan man læse, at "...Russias`s main defence is its nuclear weaponry, not its massive but ramshackle conventional forces."(27).

52) I The Economist den 22. marts 1997 kan man bl.a. læse, at "Ivan Rybkin, Boris Yeltsin`s main security adviser, has reminded the world that with nuclear weapons Russia no longer upholds a "no-first-use" policy, formulated for propaganda reasons by Leonid Brezhnev in 1981. Russia might use nuclear weapons in response to a conventional attack, says Mr. Rybkin, in part because its own conventional forces are in so parlous a state." (39). Se også OMRI Daily Digest 17.2.97: "Russia reserves right to use nuclear weapons". Her kan man læse at "Andrei Konovalov, president of the Institute of Strategic Evaluation, confirmed that the new military doctrine being prepared by the Security Council does allow for Russia, to be the first power to use or threaten to use nuclear weapons in certain circumstances - for example, to prevent the expansion of a regional conflict in which Russian conventional forces were engaged. The USSR publicly renouced the first use of nuclear weapons in 1982, but Russia revoked this commitment in the military doctrine it adopted in 1993." Se også OMRI Daily Digest 12.2.1997. "Rybkin on Russia`s first strike policy". Her kan man læse at "Security Council Secretary Ivan Rybkin said in an interview with Rossiiskaya gazeta on 11. February that Russia should reserve the right to use nuclear weapons in respopnse to a conventional weapons attack, particulary in view of the current weakness of Russia`s armed forces."

53) I Annual Defense Report - 1995 kan man læse, at "China is growing militarily and economically and has the potential to increase the size and capability of its strategic nuclear arsenal significantly over the next decade. Finally, several countries are attempting to acquire technology for nuclear weapons, medium- to long-range nuclear-capable missiles, or both. There is, therefore, a risk that potentially hostile nations could acquire a limited capability for long-range delivery of nuclear weapons in the next decade." (Strategic Nuclear forces:6).

54) Se OMRI Daily Digest, 7.2.1997. Her kan man bl.a.læse, at "Defense Minister Igor Rodionov lamented the "horrifying state" of the Russian armed forces at a 6. February news conference....Rodionov said that as a result of insufficient funding, "no one can guarantee the reliability" of the Russian nuclear command-and -control system. If the current decay continues, he added, "Russia might soon reach the threshold beyond which its missiles and nuclear systems cannot be controlled"". Se også note 71.

55) Bryld og Haue (1995) skriver, at "Vietnamkrigen viste tydeligere end nogen tidligere konflikt grænserne for en supermagts formåen...Det var i Vietnam en kamp mellem David og Goliath, mellem et fattigt u-land og verdens mægtigste stat, der rådede over næsten ubegrænsede økonomiske og tekniske ressourcer." (82-83).

56) Mørch og Olsen (1995) skriver, at "Denne meget tydelige understregning af Golf-regionens betydning for USA svarede imidlertid ikke til USA`s militære formåen. Det blev på beskæmmende vis demonstreret for hele verden allerede den 25. april 1980, hvor et amerikansk forsøg på at befri gidslerne i den amerikanske ambassade i Teheran endte i en katastrofe. Forsøget måtte opgives, og supermagten USA var end ikke i stand til uden svære tab at evakuere den enhed, den havde indsat, selv om den ikke var angrebet af nogen modstander." (75-76).

57) Mørch og Olsen (1995) skriver, at " Præsident Reagan havde trukket sig ud af Libanon i 1983, efter at en selvmordspartisan havde kørt en bilfuld sprængstof ind i en amerikansk kaserne i Beirut og dræbt knap 200 mand. Det havde gjort meget stort indtryk i hele Mellemøsten - så skvattede var amerikanerne altså! Så lidt skulle der til for at få dem skræmt hjem igen!" (79).

58) I en leder i The Economist den 30. april 1994 kan man læse, at "...the American-led forces arrived unplanned, ended up with bloody noses and are now, minus America, twiddling their thumbs behind high bunkers. After that fiasco, this sort of national rebuilding is unlikely to be attempted elsewhere for a while." (14). Endvidere kan man læse, at "President Bill Clinton, who once blew hot for UN peacekeeping, turned cold after Americans were killed in Somalia: in the undiplomatic words of the UN`s envoy in Bosnia, Yasushi Akashi, American policy became "timid and tentative."" (14). Se også artiklen "Fredssoldater på afveje" Jyllands-Posten, lørdag den 19. juli, 1997. Her kan man bl.a. læse at "Operation Restore Hope (Genopret Håbet) skulle sætte tingene på plads. Sådan måtte det være under det, den daværende amerikanske præsident George Bush kaldte den ny verdensorden. I dag ser både amerikanerne og FN tilbage på operationen som en katastrofe. Mange somaliere blev reddet fra sultedøden. Men planen om at indføre lov og orden endte i et mareridt, som ikke vil holde op...i alt 160 af de 30.000 fredssoldater måtte rejse hjem i tillynede ligposer, inden operationen i januar 1995 blev afblæst og de sidste demoraliserede tropper trukket ud."(11).

59) På dansk kan jeg anbefale følgende to bøger, som skitsere forløbet i Golfen. Søren Mørch og Anne Okkels Olsen (1995): Den nye verdensorden og krigen om Kuwait, Systime, og Gorm Rye Olsen (1991): Golfkrisen og den nye verdens orden, SNU, København.

60) I Annual Defense Report - 1996 kan man i afsnittet om "U.S. Defense Strategy" læse at USA interesserer sig for fordelingen af byrder. I relation til Golfkrigen siges det, at "Since the end of the Cold War, U.S. friends and allies have taken on increased shares ot the burden for international security, providing for example, over 245.000 troops to Operation Desert Storm and $70 billion to the United States and other coalition members to help defray their expenses in the war. Yet room for more equitable and cost-effective responsibility sharing remains."(5). I en leder i The Economist, den 9. marts 1991 kan man læse at "The true lesson of the Gulf war is that America could not possibly have blokaded Iraq, let alone fought it, without the wide support of allies....The United States could barely have afforded the battle without plentiful free oil, yen and D-marks. To defeat a country with the national product of Portugal took 75% of America`s tactical aircraft and 40% of its tanks....The lesson of the Gulf war is not that the world is America`s plaything, but that America needs to build Alliances abroad in order to do desirable things in the world." (15-16).

61) I relation til krigen på Balkan har den amerikanske præsident udtalt, at "We`re not the world`s policeman". Se "Bosnia: Will America step in?", Newsweek, No.25, den 22. juni 1992, p.13. I SNU`s analyse af Dansk og Europæisk Sikkerhed (1995) kan man læse at "Konflikten i det tidligere Jugoslavien har vist, at europæerne og amerikanerne ikke nødvendigvis ser med samme øjne på konflikter af denne type, og at fredsbevarelse i Europa ikke uden videre kan forvente amerikansk deltagelse. Ikke mindst synes der at være snævre grænser for den amerikanske vilje til indsættelse af landstyrker." (138). I en analyse af EF`s rolle i Balkan-krisen (Pedersen & Jørgensen 1994) konkluderer to anerkendte danske forskere, at "Når EF alligevel trods de beskrevne, strukturelle handikaps har formået at spille en toneangivende rolle i Jugoslavienskrisen skyldes det især, at de traditionelle stormagter, USA og Rusland, ikke har villet eller kunnet påtage sig en lederrolle i denne konflikt. Under Clinton er amerikansk udenrigspolitik tilsyneladende blevet mere indadvendt, ustabil og påvirkelig over for indre hensyn af politisk eller økonomisk art." (203).

(62) I daværende forsvarsminister William J. Perry "Message of the Secretary of Defense" i Annual Report to the President and the congress - 1996, (http://www.dtic.mil/execsec/adr_intro.html) citerer han præsident Bill Clinton for følgende udsagn "America cannot and must not be the world`s policeman. We cannot stop war for all time, but we can stop some wars. We cannot save alle women and children, but we can save many of them. We can`t do everything, but we must do what we can. There are times and places where our leadership can mean the difference between peace and war, and where we can defend our fundamental values as a people and serve our most basic, strategic interests" (5). Forsvarsministeren er realistisk og udtaler i samme tale "However, even the United States cannot achieve its goals without the active assistance of other nations." (1).

63) Den amerikanske forfatter Francis Fukuyama fortolkede socialismens sammenbrud i 1989-1991 som historiens afslutning. Socialismen er død og liberalismen har sejret globalt. Se artiklen af Francis, Fukuyama (1989): "The End of History", The National Interest, 16, pp. 3-18. Se også hans bog på dansk: Francis Fukuyama (1993): Historiens afslutning og det sidste menneske, Gyldendal, København. Han skriver i bogen om sin artikel at "Her argumenterede jeg for, at der i løbet af få år over hele verden er opstået en bemærkelsesværdig konsensus angående det liberale demokratis legitimitet som regeringsform, efterhånden som det har overvundet rivaliserende ideologier som det arvelige monarki, fascismen og på det seneste også kommunismen. Jeg hævdede tilmed, at det liberale demokrati kan tænkes at udgøre endemålet for menneskehedens ideologiske evolution og den endegyldige menneskelige regeringsform, og at det som sådan udgjorde historiens afslutning." ( 9).

64) Joseph S. Nye (1990) skriver, at "...political leaders and philosophers have long understood the power that comes from setting the agenda and determining the framework of a debate. The ability to establish preferences tends to be associated with intangible power resources such as culture, ideology, and institutions. This dimension can be thought of as soft power, in contrast to the hard command power usually associated with tangible resources like military and economic strenght" (32).

65) Hans-Henrik Holm (1991) skriver, at "1990 markerer således et vendepunkt i verdenshistorien, fordi antallet af demokratiske lande nu udgør et klart flertal af samtlige stater." (171). Modsat skriver Georg Sørensen (1995), at "for tiden bliver verden mindre og mindre demokratisk; den spinkle opblomstring af demokratiet verden over ved afslutningen af den kolde krig er allerede visnet." (26).

66) Samuel P. Huntington (1993): "The Clash of Civilization?", Foreign Affairs, (http://www.foreignaffairs.org/), Summer 1993, pp.22-49. Han skriver at "World Politics is entering a new phase, and intellectuals have not hesistated to proliferate visions of what it will be - the end of history, the return of traditional rivalries between nations states, and the decline of the nation state from the conflicting pulls of tribalism and globalism, among others. Each of these visions catches aspect of the emerging reality. Yet they all miss a crucial, indeed a central, aspect of what global politics is likelely to be in the coming years. It is my hypothesis that the fundamental source of conflict in this new world will not be primarily ideological or primarily economic. The great divisions among humankind and the domination source of conflict will be cultural. Nation states will remain the most powerful actors in world affairs, but the principal conflicts of global politics will occour between nations and groups of different civilizations. The clash of civilization will dominate global politics. The fault lines between civilizations will be the battle lines of the future." (22). Et dansk uddrag af artiklen findes hos Mørch & Olsen (1995:201-206). Se også Jyllands-Posten den 10.12.1996 - Kunst & Kultur, hvor der er et langt interview med professoren i politik og leder af Instituttet for Strategiske Studier på Harvards Universitetet, Samuel Huntington. I 1996 har han skrevet bogen "The Clash of Civilizations and Remaking of World Order, Simon & Schuster, New York. Se også artiklen af Samuel P. Huntington (1996): "The West: Unique, Not Universal", Foreign Affairs, (http://www.foreignaffairs.org/), November/December 1996, pp.28-46. Se også Dansk og Europæisk sikkerhed, hvor man kan læse, at "Brudlinjerne mellem kulturerne (eller civilisationerne) ses af nogle som fremtidens grundlæggende sikkerhedspolitiske skel og tillægges en betydning, der måske endog overgår globaliseringen" (80). En redegørelse af begrebet globalisering findes hos Peter Gorm Larsen (1996) på adressen: http://users.cybercity.dk/~ccc11527/art1.htm

67) Se Press Release fra FN, 13. November 1996, Population Division, Department for Economic and Social Information and Policy Analysis. Findes på nettet: http://www.undp.org/popin/

(68) Se United Nations World Population, 1996, "World`s largest countries in 1996". Findes på nettet:

http://www.undp.org/popin/

69) Se United Nations, Population Division, Department for Economic and Social Information and Policy Analysis, "The 30 largest countries ranked according to population size, 1950, 1996, 2050". Findes på nettet:

http://www.undp.org/popin/

70) Se United Nations World Population, 1996. (Findes på nettet: http://www.undp.org/popin/). Ved de mere udviklede regioner forstås Europa, Nord Amerika, Australien, New Zealand og Japan. I Dansk og Europæisk Sikkerhed er man klar over udviklingen. Her kan man bl.a. læse, at "I 1950 havde industrilandene ca. 20-30% af jordens befolkning, engang i næste århundrede vil de måske kun have en 10%. Det vil sandsynligvis betyde en tilbagegang for industrilandenes andel af verdensøkonomien og deres politiske indflydelse i verden. Denne udvikling må føre til en vis tvivl over for tanken om, at vestlige værdier generelt skulle være på fremmarch." (88).

71) Se artiklen af Ib Damgaard Petersen (1990): "Frygtens fælde - Vejen til en utilsigtet atomkrig" pp. 101-131 i Morten Kelstrup (red.) (1990): Nyere tendenser i politologien - bidrag til studiet af international politik og den ny europæiske udvikling, Institut for samfundsfag og forvaltning, forlaget politiske studier, København, 1990. Se også Time, den 19. maj, 1997, vol. 149, no. 20, "Nuclear Disarry". I forbindelse med brugen af Heurlins grundbog vil jeg anbefale, at man anvender dele af følgende litteratur, som stiller sig kritisk overfor atomvåben. Tidligere forsvarsminister i USA Robert McNamara (1986): Blind Katastrofekurs - Om at overleve atomalderens første århundrede, på dansk ved Mogens Boisen, Centrum, Grenå. Helen Caldicott (1986): Hvis er størst? Om våbenkapløbet & atomkrig, Frydenlund, København. Jan Øberg et all. (1988): Vind Freden - Med nye initiativer til selvstændigt forsvar og en global etik, Vindrose, København. En lidt ældre faktuel beskrivelse af atomkrig findes hos Christopher Chant & Ian Hogg (1984): Atomkrig, Borgen.

72) Hvis man ønsker en kort indføring i tankegangen bag kernevåbnene og afskrækkelsesstrategierne kan jeg henvise til bogen Fred og Konflikt, 1991, SNU. Her findes der bl.a. en artikel af Hans Garde med titlen "Afskrækkelse", pp. 83-97. Der findes også mange gode artikler i den noget ældre bog udgivet af Gyldendal/SNU, 1985 med titlen Veje til Fred - Håndbog i sikkerhed og nedrustning. På engelsk kan jeg varmt anbefale følgende bog: Barry Buzan (1987): An Introduction to Strategic Studies - Military Technology & International Relations, MacMillan, England.

73) I følge Annual Defense Report - 1995 udgjorde udgifterne til de strategiske atomvåbenstyrker omkring 4% af det samlede forsvarsbudget i USA. Ifølge Annual Defense Report - 1996 var de samlede forsvarsudgifter i USA på 255.7 milliarder dollars. Dvs. udgifterne udgør ca. 10.2 milliarder dollars. Med en dansk vekselkurs på 6,5 bliver de samlede udgifter 66.3 milliarder kr. Til sammenligning koster hele det danske forsvar ca. 16 milliarder kr. (Finansministeriets Budgetredegørelse maj 1996:220-224, 425) (http://www.fsk.dk/locations/fm/). Man kan således i rapporten fra 1995 læse, at "In 1995, by contrast, total strategic programs represent less than 5 percent of the DoD budget, and strategic offensive nuclear programs represent sligthly more than 3 percent." I en længere baggrundsartikel i The Economist, den 4. januar 1997 kan man læse at "A preliminary, unofficial guess by the United States Nuclear Weapons Cost Study Project, based at the Brookings Institution in Washington DC, is that over the more than five decades from its inception in 1940 to 1995, the United States nuclear-weapons programme cost American tax-payers a minimum of $4 trillion (calculated in 1996 dollars). The study`s final estimate, due out later in 1997, is likely to be "significantly higher", according to Stephen Schwartz." (46). Se Brookings Institution: http://www.brook.edu/fp/fp_hp.htm

74) På dansk se Thomas Pedersen (1991): "Sikkerhedsbegrebet", pp 43-54 i Fred og Konflikt, 1991, SNU. Han skriver at det såkaldte sikkerhedsdilemma består i "...at kampen for sikkerhed er vanskelig at skelne fra kampen for magt. En nation, der på grund af frygt for et angreb styrker sit forsvar, vil set fra omverdenen meget let fremstå som en aggressiv magt." (47). Andre stater vil således måske begynde at opruste med henblik på at styrke deres forsvar. En uheldig spiral er sat i gang. I Relation til forsvarsdilemmaet citerer Thomas Pedersen Barry Buzan. Forsvarsdilemmaet opstår, når "en stats militære forberedelser i forsvarsmæssig øjemed i sig selv udgør en alvorlig trussel mod den pågældende stats egen sikkerhed."(47) Hvis f.eks. en stat anvender sine egne atomvåben mod en anden atomvåbenmagt, kan staten forvente gengældelse og måske udslettelse. Dvs. at landets eget forsvar netop bidrager til usikkerhed og måske destruktion. Man kan også forestille sig uheld og fejl (se note 54 og 71), som betyder, at statens eget forsvar bliver en trussel mod staten selv. Se i øvrigt Buzan, Barry (1991): People, States & Fear - An Agenda For International Security Studies In The Post- Cold War Era, Second Edition, Harvester Wheatsheaf, New York.

75) Man taler om en risiko for spredning af atomvåben og missilteknologi. Følgende artikler kan anbefales. The Economist, den 25. marts 1995, "Special - Nuclear proliferation" pp.25-29. I relation til missilteknologi se The Economist, den 4. januar 1997, "The threat of missile proliferation", pp.49-55.

76) Der er f.eks. stadig mange atomvåben i Vesteuropa. USA har stadigvæk oplageret atomare gravitationsbomber. I Annual Defense Report - 1995 kan man under afsnittet "Nuclear Posture Review" læse, at USA`s ønsker, at "Retain the current commitment to NATO of dual-capable aircraft in Europe and CONUS and the deployment of nuclear Weapons (gravity bombs) in Europe". Men også Storbritannien og Frankrig råder over deres egne atomvåbenstyrker. I relation til de sidste lande se Annette Marie Jensen (1994): Britiske og franske kernevåben, SNU, København. Generelt om staters styrke position se den årlige udgave af The Military Balance, IISS; London. Findes delvist på nettet: (http://www.isn.ethz.ch/iiss/milbal1.htm) eller den årlige SIPRI-Yearbook, Stockholm. Findes delvis på nettet: (http://www.sipri.se/pubs/yearb.html).

77) Se Lars Mortensen (1991) som skriver "Massiv gengældelse. USA`s kernevåbenstrategi officielt formuleret af Eisenhower-administrationen i 1954. Strategien betonede muligheden af, at ethvert sovjetisk angreb, som krævede et militært gensvar, skulle kunne imødegås ved en massiv indsættelse af strategiske atomvåben mod sovjetisk territorium. Der var flere forklaringer på valget af strategi, herunder at det atomare forsvar var væsentligt billigere end det konventionelle. Massiv gengældelse blev i 1967 afløst af fleksibelt svar." (346). Få den historiske kontekst på dansk hos Bryld & Haue, (1995:60-68). For en dybere indføring i strategien se Buzan, 1987.

78) Se Lars Mortensen (1991) som skriver "Fleksibelt svar (flexible response). Siden 1967 NATO`s officielle militære strategi til at sikre afskrækkelse af Warszawapagten. Strategien er baseret på evnen til at reagere på en militær aggression på et vist niveau og på en vis geografisk position ved at vælge en modforholdsregel på samme niveau og sted, eller på et andet niveau og sted, alt efter hvad det tjener ens interesser bedst. Valgmuligheden mellem forskellige konventionelle våben og taktiske eller strategiske atomvåben tjener to formål. Afskrækkelsen gøres mere troværdig og muligheden øges for at kunne forsvare sig fleksibelt og effektivt, såfremt afskrækkelsen skuille svigte." (344). Få den historiske kontekst på dansk hos Bryld & Haue (1995:60-68). For en dybere indføring i strategien se Buzan, 1987.

79) Modsat Waltz (1979), Mearsheimer (1990) og Heurlin skriver Gilpin (1981) f.eks., at "The conventional wisdom is that multipolar systems are the most stable, and the long history of European balance-of-power system is cited as supporting evidence." (88). I relation til stabiliteten i bioplært system skriver han, at "There is however, another meaning of stability/instability. This is the propensity in a system under particular sets of conditions for relatively small causes to lead to disproportionately large effects. The most frequently cited example of such an inherently unstable equilibrium is an egg balanced on one end - a sligth breeze can cause the egg to topple. It in this latter sense that a bipolar structure may be said to be more unstable than a multipolar system. If the delicate balance between the great powers is disturbed by a minor change, the consequences could be greater than would be the case in a multipolar system. This is the overreaction tendency that Waltz pointet out as characteristic of bipolar structures." (91). I forhold til Waltz skriver Gilpin at "Contrary to Waltz`s assertion that wars are caused by uncertainty and miscalculation, this book argues the opposite; it is perceived certainty of gain that most frequently causes nations to go to war." (92). Med andre ord er et multipolært system antageligvis mindre farligt end et bipolært system.

80) Påstanden, om at stater stræber mod at bevare deres suverænitet og autonomi, findes mange steder hos Waltz (1979). Han skriver f.eks., at "Like units work to maintain a measure of independence and may even strive for autarchy" (104). "A state also worries lest it become dependent on others through cooperative endeavors and exchanges of goods and service." (106). "...States that can resist becoming ever more enmeshed with others ordinarily do so.." (106). Waltz (1979) skriver, at stater ønsker at "...widen the scope of their control and their autarchi strivings toward greater self-sufficiency" (106). "In an unorganized realm each unit`s incentive is to put itself in a position to be able to take care of itself since no one else can be counted on to do so. The international imperative is "take care of yourself"" (107). "States do not willingly place themselves in situations of increased dependence." (107). I Bogen fra 1979 tillægger Waltz heller ikke det Europæiske fællesskab nogen større betydning. Han taler om "...militarily weak and politically disunited countries of Western Europe..." (152). Verden har ændret sig siden 1979 og i et interview med "Ugebrevet Mandag Morgen", nr. 20, den 22. maj 1995 synes Waltz at erkende en vis europæisk integration. Han er dog stadig skeptisk. Han udtaler f.eks., at "Selve navnet, "Den europæiske Union", siger mere om en ambition hos dens skabere end om realiteternes verden. Det er ingen tvivl om, at "EEC" eksisterer, og at det vil blive ved med det, men om "EU" også vil blive realiseret, er straks mere tvivlsomt." (32). Endvidere udtaler Waltz, at "Det er slående, at afstemningerne ikke har udtrykt nogen stor folkelig opbakning til EU-projektet" (32).

81) Om tysk udenrigspolitik skriver Nikolaj Petersen (1991), at "Fra forbundsrepublikkens side er det mange gange under foreningsprocessen blevet betonet, at man ikke ønsker et "tysk Europa", men et "europæisk Tyskland, og dette er også i overensstemmelse med Forbundsrepublikkens udenrigspolitiske tradition og den nuværende ledelses syn. "

(101).

82) Wæver og Kelstrup (1993) skriver f.eks., at "The general picture that emerges involves three central and interrelated developments. Economies become open and global. State structures fragment and become multi-layered, non-focused "stateness" at many levels. And culturally defined society that was previously seen as reflections of, or hinging on, state and/or economy becomes a unit its own right, which has to act, confronts new challenges of potential fragmentation and can experience developments that appear as existential threats, i.e. societal security problems" (89). Videre at "The weakening of the state will most probably continue" (89). "In the West, state and nation are de-coupling. If the integration scenario holds, much of the power of the state moves to the EC level. Thereby the nations are left open to new threats, notably with a new kind of vulnerability, which creates a new kind of security problem." (72). "Culture has in this sense become security policy" (70). "...Nations do not disappear. Maybe they are not even weakened - but the territorial state with its principle of sovereignty is. Left behind we find, nations with less state, cultures with less shell." (69-70). "The nations will have to learn to accept a separation from "stateness" since "stateness" will get distributed between regional, national and European levels, and instead they will increasingly have to se themselves as cultural communities reproducing primarily through cultural means." (91). Af anden litteratur kan jeg henvise til tidsskriftet "Grus", nr. 46, 1995, som havde temaet "Nation og stat". Her findes også en artikel af Ole Wæver. En kritisk evaluering af hele tankegangen findes hos Bill McSweeney, "Identity and Security: Buzan and the Copenhagen school" Review of International Studies 1996, 22, pp. 81-93. Af lettere tilgange på dansk, som beskæftiger sig med kultur og identitet, findes Anne Knudsen og Lisanne Wilken (1993): Kulturelle verdener - kultur og kulturkonflikter i Europa, forlaget Columbus. Se også Anne Knudsen (1994): Kultur uden kampvogne, Den Danske Europabevægelse.

83) Se en omfattende redegørelse herunder mange litteraturhenvisninger af begrebet globalisering hos Peter Gorm Larsen. Artiklen er kun publiceret på internettet og findes på adressen http://users.cybercity.dk/~ccc11527/art1.htm

84) Kelstrup (1990) skriver, at "Det er allerede understreget, at der ikke eksistere nogen "færdig" politologisk integrationsteori, som man kan hente ud af den teoretiske litteratur og derefter applicere på den aktuelle udvikling i den vesteuropæiske integration. Situationen er snarere, at politologien tidligere har forsøgt sig med endog særdeles raffinerede teorier om regional integration, men at man har haft så liden succes med disse teorier, at man i en længere periode har afstået fra teoretiske integrationsstudier og i stedet studeret udviklingen i den vesteuropæiske integration i form af konkrete og beskrivende studier. Problemet ved en sådan konkret og beskrivende forskningslinie er naturligvis, at man kommer til at forsømme den opgave, der ligger i at skabe sammenfatninger, overblik og yderligere teoretisk udvikling." (159).

85) Sammenlign citatet med note 61, hvor man får en anden opfattelse af EU og USA`s rolle på Balkan.

86) Thomas Pedersen og Knud Erik Jørgensen (1994) skriver f.eks., at "Når bortses fra disse strukturelle begrænsninger har der som sagt været betydelig enighed mellem EF stormagterne, hvilket har gjort det muligt for EF trods alt at sætte et afgørende præg på den vestlige politik overfor ex-Jugoslavien. Undtagelserne har været mindre forskelle i specifikke spørgsmål." (198). En god redegørelse på dansk af EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) findes hos Knud Erik Jørgensen (1996): Det udenrigspolitiske samarbejde i Den Europæiske Union, Systime, Aarhus. Se også Dansk og europæisk sikkerhed (1995:151-153). Se også Dagsorden for Europa, (1995:73-82). Den findes på adressen: http://www.um.dk/udenrigspolitik/europa/dagsorden/

87) Thomas Pedersen og Knud Erik Jørgensen (1994) skriver, at "Konsultationsprocesserne i EF har medført, at de vesteuropæiske stater ikke - i hvert fald ikke åbenlyst og massivt - er blevet sponsorer for hver deres part i krigen. Selve EF`s eksistens har indkapslet konflikten i forhold til det vesteuropæiske område. (192).

88) Thomas Pedersen og Knud Erik Jørgensen (1994) skriver, at "Den hidtidige debat har været præget af de store forventninger, som har været rettet mod EF, og den skuffelse, som let bliver resultatet, når overdrevne forventninger konfronteres med en genstridig virkelighed. Forståelig frustration har medført, at store dele af den politiske kommentar efter vor opfattelse har savnet den fornødne nøgternhed i bedømmelsen af EF`s indsats." (189). Se også Dansk og Europæisk sikkerhed, (1995:151).

89) Se f.eks. "En nat med oprørs-generalen", Jyllands-Posten, den 19. marts 1997, udland, p.1. Journalisten skriver f.eks. "Mens vi kører ned ad bjerget, slår det mig, at her - i Europas fattigste og velsagtens mest forvirrede land - begår Vesteuropa en gevaldig fejl ved at anerkende Berisha". Det antydes, at det er EUs skyld, at der er udbrudt borgerkrig i landet. Se også "Svækket Berisha bad EU om Hjælp", Jyllands-Posten, den 18. marts 1997, udland, p. 1. Her konstaterer journalisten, at "EU-landende er stærkt splittede i spørgsmålet om, hvor meget man skal engagere sig i konflikten i Albanien." Journalisterne har ikke forstået, at det er meget naturligt at EU-landende har forskellige præferencer, og at staternes beslutningstagere befinder sig i en uklar krisesituation, hvor staternes beslutningstagere naturligvis forhandler sig frem til en endelig løsning. Hvis alle beslutningstagere i de vesteuropæiske stater var enige om alt, var der ingen grund til at have EU! (Se note 99). Denne proces viser netop styrken ved EU og ikke EU`s svaghed. Avisoverskrifterne fortsætter dog. F.eks. "EU-ambitioner nåede et nyt lavpunkt", Jyllands-Posten, den 25. marts.1997, udland; "Samlet EU-udspil opgivet", Jyllands-Posten, den 26. marts 1997, udland; "Demonstration af EU-landenes manglende enighed", Jyllands-Posten, den 12.april, 1997, Udland.

90) Jeg kan varmt anbefale at læse tidsskriftet Economist, som jævnligt giver en oversigt over udviklingen i det europæiske samarbejde. Se The Economist, "A Survey of the European Community - Into the Void", den 11. juli, 1992; The Economist, "A Survey of the European community - A rude awakening", den 3. juli 1993; The Economist, "A Survey of the European Union - Family Frictions", den 22. oktober 1994; The Economist, "A Survey of the European Union - Europe`s mid-life crisis", den 31. maj, 1997. Den nye Amsterdamtraktat findes på udenrigsministeriets hjemmeside på adressen: http://www.um.dk/udenrigspolitik/europa/amsterdam/

91) I efterordet til anden udgave af Power and Interdependence (1989) skriver Keohane og Nye, at "Our goal was not to discard the insights of realist theory, but to construct a broader theoretical framework that could encompass realist concerns about the structure of power while also explaining changes in the processes of the international system....We were interested in supplementing realism.." (248). "We argued that systems have two dimensions: structure and process. We used the term "structure" in the neorealist sense to refer principally to the distribution of capabilities among units. "Process" refers to paterns of intereraction - the ways in which the units relate to each other." (260). "The processes that take place in a system are affected by its structure and by the characteristics of the most important units in the system...One needs information about preferences as well as about structure to account for state action." (261). "But we do contend that adding the process level to the concept of structure in defining international systems enriches our ability to theorize. This emphasis on proces as well as (rather than instead of) structure moves us toward a synthesis of, rather than a radical disjunction between, realism and liberalism. Neorealism is appropriate at the structural level of system theory; liberalism is most fruitful at the process level. We aspire to combine them into a system-level theory that incorporates process as well as structuere. " (262).

92) Keohane skriver i bogen fra 1984, at "Realist theories that seek to predict international behavior on the basis of interest and power alone are important but insufficient for an understanding of world politics. They need to be supplemented, though not replaced, by theories stressing the importance of international institutions."(14). "For these reasons, the analysis of this book begins at the systemic level. I focus on the effects of system characteristics because I believe that the behavior of states, at well as of other actors, is strongly affected by the constraints and incentives provided by the international environment. When the international system changes, so will incentives and behavior. My "outside-in" perspective is therefore similar to that of systemic forms of Realist theory, or "structural Realism"... What distinguished my argument from structural Realism is my emphasis on the effects of international institutions and practices on state behavior. The distribution of power, stressed by Realist, is surely important. So is the distribution of wealth. But human activity at the international level also exerts significant effects. " (26).

93) Keohane skriver i 1993, at "My focus in this essay, however, is on an institutionalist argument that borrows elements from both liberalism and realism. Consistently with realism - and accounting for the fact that it is frequently denoted as "neorealist" - institutionalist theory assumes that states are the principal actors in world politics and that they behave on the basis of their conceptions of their own self-interests. Relative capabilities - realism`s "distribution of power" - remain important, and states must rely on themselves to assure themselves gains from cooperation. However, Institutionalist theory also emphazies the role of international institutions in changing conceptions of self-interest. Thus it draws on liberal thinking about the formation of interests. Institutionalists thinking has focused its critical fire on realism rather than on harmony-oriented versions of liberalism, since the latter have been discredited in Anglo-American international relations theory for half a century. In the context of the intellectual debates of the 1970s and 1980s, therefore, it was appropriate to give it the label of "neoliberal"... But it is crucial to remember that it borrows as much from realism as from liberalism: it cannot be encapsulated as simply a "liberal" theory opposed at all points to realism. Indeed it is almost as misleading to refer to it as liberal as to give it the tag of neorealism." (281-272). Se også Robert O. Keohane (1989): International Institutions and State Power - Essays in International Relations Theory, Westview Press, Boulder, San Francisco, & London, pp. 1-20. Dette er en god og overskuelig introduktion til retningen. For en mere empirisk og anvendt tilgang se da Robert O. Keohane et al. (1993): After the Cold War - International Institutions and State Strategies in Europe, 1989-1991, Harvard University Press, Cambridge.

94) Hyperrealisten Mearsheimer (1994/95) konkluderer, at "Many policymakers as well as academics believe that institutions hold great promise for promoting international peace. This optimistic assessment of institutions is not warranted, however, mainly because the three institutionalist theories which underpin it are flawed. There are serious problems with the causal logic of each theory, and little empirical evidence for any of them. What is most impressive about institutions, in fact, is how little independent effect they seem to have had on state behavior" (47). Artiklen slutter med følgende udsagn: "Unfortunately, misplaced reliance on institutional solutions is likely to lead to more failures in the future." (49).

95) Buzan et al. (1993) skriver sammenfattende, at "The third element of changes came from adding interaction capacity as a new level of analysis enabling Structural Realism to meet the requirements of a full system theory. Because interaction capacity rest on the absolute qualities of attributive power rather than the relative weight of relational power, it is by definition sensitive to a substantial range of ongoing technological, normative, and organizational changes in the international system." (238).

96) I relation til teknologi kan jeg varmt anbefale Keld Nielsen et al. (1996): Skruen uden ende - Den vestlige teknologis historie, Bogklubben Teknik og Natur, 2. udgave, Teknisk forlag. Bogen anvendes på basisuddannelsen for ingeniører på Aalborg universitet. Bogen udrydder en del myter om teknologi. I relation til den teknologi determinisme man kan spore i Buzan et al. (1993) skriver Keld Nielsen et al., at "En udbredt og særdeles sejlivet opfattelse går på, at det er teknologien, der sætter betingelserne for samfundets udvikling...Altså en forestilling om, at når en ny teknologi plantes i et samfund, så vil den med tvingende logik frembringe en række ændringer i samfundets struktur. Det ligger i opfattelsen, at teknologien forudbestemmer - determinerer - samfundets udvikling, på samme måde som et kanonløbs hældning, krudtets sammensætning samt vindretningen og luftens tæthed determinerer, hvor en granat vil lande. Derfor kaldes denne forestilling for teknologisk determinisme" (386). Endvidere skriver Keld Nielsen et al., at der er "almindelig enighed blandt moderne teknologihistorikere om, at troen på, at teknologien på entydig og uimodståelig vis "påvirker" samfundet, er forkert. Den er for simpel og fører til misforståelser" (388). I relation til international politik synes Buzan et al. (1993) at mene, at det netop er teknologien (interaktionskapaciteten), der har indflydelse på staters adfærd overfor hinanden og hele det internationale system. Se også Buzans andre bøger fra hhv. 1987 og 1991.

97) Keohane og Nye (1989) opererer med begrebet "proces" (se note 91). I stedet anvender Buzan et al. begrebet "interaktionskapacitet" som en udbygning af Waltzs teori fra 1979. Interaktionskapacitet og proces synes at være næsten identisk. Keohane og Nye (1989) skriver, at ""Process" refers to patterns of interaction - the ways in which the units relate to each other." (260). Allerede i 1983 gjorde Keohane opmærksom på den pointe, som nu synes at være det nye i Buzan et al.`s bog! Keohane skriver at "Structural Realists can be criticized, as we will see, for paying insufficient attention to norms, institutions, and change" (Keohane 1986:169). Netop normer, institutioner og ændringer (teknologi) kalder Buzan et al. for "Interaktionskapacitet". Jeg mener, at Buzan et al. begår den fejl, som Keohane i 1986 advarer imod. Han skriver, at "Merely to catalog these factors, however, is not to contribute to theory but rather to compound the descriptive anarchy that already afflicts the field, with too many independent variables, exogenously determined, chasing too few cases."(190).

98) Buzan (1991) skriver bl.a. om et modent anarki, at "Such an arrangement would attempt to escape from the unsustainable contradiction between anarchy and the market that a full liberal system poses. It would seek to bring market and anarchy into a more balanced arrangement appropriate to the technological and density conditions of the late twentieth century, and making full use of an increasingly mature international society. Its big units would have sufficient economies of scale, command of capital and technology and political decentralization so as not to be pushed into rival imperialism. Many of them would be linked together in security communities or security regimes and all would continue to benefit from the paralysis on the use of force created by nuclear weapons. Trade and investment would continue to tie them together, and the need for economic and environmental management would engage them all in the construction and maintenance of economic regimes. To the extent that a consensus emerges on market economies and pluralist political structures, collective leadership and regime management at the global level would be supportet and facilitated by the existence of a strong international society." (264). Se også pp.175-181.

99) Keohane (1984) skriver, at "Cooperation must be distinguished from harmony. Harmony refers to a situation in which actors policies (pursued in their own self-interest without regard for others) automatically facilitate the attainment of others goals...Where harmony reigns, cooperation is unnecessary....Cooperation requires that the actions of separate individuals or organizations - which are not in pre-existent harmony - be brought into conformity with one another through a process of negotiation, which is often referred to as "policy coordination"" (51).

100) Kelstrup et al. (1990) skriver i deres gennemgang af de forskellige IP teorier følgende: "Spørgsmålet om grundlæggende tolkninger af det internationale system - og om disse tolkningers konjunkturafhængighed - stilles ekstra skarpt i 1990, hvor vi ud fra international politiks omfattende, men langt fra afklarede basis skal forsøge at forstå, hvorfor omvæltningen i forholdet mellem Øst og Vest fandt sted. Ud fra en umiddelbar tolkning kunne det se ud som om, vi er gået fra en tilstand, der på udmærket måde beskrives i neorealistiske termer, til en tilstand, hvor kompleks interdependens meget hurtigt er blevet dominerende. Vor fornemmelse og forudsigelse er, at der i løbet af de næste år vil være en opblomstring i litteraturen om "kompleks interdependens"." (51).

101) Se f.eks. Europinion nr. 11, juni 1997: (http://europa.eu.int/en/comm/dg10/infcom/epo/eo/eo11/eo11.html). Her kan man se at danskernes tilslutning til Den Europæiske Union er næsten fifty/fifty - se fig. 15b.

102) Der er ingen tvivl om at Waltzs teori fra 1979 kun gælder for "great powers" (129-131) eller "major states" (95-96). Det synes således umuligt at opgøre, hvem der f.eks. er stærkest i dag - svenskerne, nordmændene eller danskerne? Det er småstater, som ingen indflydelse har på det internationale politiske system, og de har heller ingen indflydelse på polariteten i systemet.

103) Kelstrup (1995) skriver i kursiv, at det skal således indledningsvis slås fast, at "...det danske samfund igennem deltagelsen i den europæiske integration er blevet involveret i et stort, komplekst og dynamisk beslutningssystem, og at vor deltagelse heri har væsentlig betydning både for det danske samfunds fremtidige udvikling og for vor politiske styreform" (3). I Jørgen Gaul Andersens (1993) grundbog kan man også læse, at "...i begyndelsen af 1990`erne var det op mod 1/3 af de love, der blev vedtaget i Folketinget, der udsprang af EF-direktiver" (248). Hvordan kan Heurlin tale om en "meget begrænset overgivelse" af autonomien?

104) Hos Finn Østrup og Jens Pagter Kristensen (1986) kan man læse at "Forordninger er umiddelbart anvendelige og bindende i medlemsstaterne, dvs. at forordningerne har retsvirkning i medlemsstaterne efter vedtagelse og efterfølgende offentliggørelse i EF-tidende....Direktiver er ligesom forordninger juridisk bindende, men udelukkende for medlemsstaterne, der forpligtes til - normalt inden for en tidsfrist fastsat i direktivet - gennem national lovgivning at gennemføre direktivets bestemmelser i det pågældende medlemsland...Direktiver giver staterne et vist spillerum med hensyn til udformningen af regler" (53).

Litteratur:
Amsterdamtraktaten findes på udenrigsministeriets hjemmeside på adressen:
http://www.um.dk/udenrigspolitik/europa/amsterdam/
Andersen, Espen et al. (1991): "Tidstavle 1945-91", pp.364-387 i Fred og konflikt, SNU 1991, København.
Andersen, Heine (red.)(1990): Videnskabsteori og metodelære, Bind 1, Introduktion, Samfundslitteratur, 3. udgave, 1990
Andersen, Jørgen Gaul (1995): Politik og samfund i forandring, 1. udgave, 3. oplag, Columbus, København.
Annual Defense Report - Annual Report to the President and the Congress, (1996), U.S. Government Printing Office, Superintendent of Documents, Mail Stop:SSOP, Washington, D.C., 20402-9328. Findes på adressen:
http://www.dtic.mil/execsec/adr_intro.html
Annual Defense Report - Annual Report to the President and the Congress, (1995), U.S. Government Printing Office, Superintendent of Documents, Mail Stop:SSOP, Washington, D.C., 20402-9328. Findes på adressen:
http://www.dtic.mil/execsec/adr_intro.html
Baldwin, David A, (ed.),(1993): Neorealism and Neoliberalism - The contemporary debate, Columbia University press, New York.
Baldwin, David A. (1993): "Neoliberalism, Neorealism, and World Politics", pp.3-25 i David A. Baldwin,(ed.),(1993).
Barber, John R. (1993): Modern European History, HarperPerennial, New York.
Bertelsen, Jens (1985): "Tidstavle", pp. 340-355 i Veje til fred - Håndbog i sikkerhed og nedrustning, Gyldendal/SNU, København.
Booth, Ken; Smith, Steve (eds.)(1995): International Relations Theory Today, Polity Press, Cambridges.
Booth, Ken (1995): "Dare not to Know: International Relations Theory versus the Future", pp. 328-350 i ken Booth and Steve Smith (1995).
Branner, Hans (1996): Det Nye Europa - international politik i forandring, 3. reviderede udgave, Columbus.
Bryld, Carl-Johan; Haue, Harry (1995): Den nye verden, Systime, Århus.
Buzan, Barry (1987): An Introduction to Strategic Studies - Military Technology & International Relations, MacMillan, England.
Buzan, Barry (1991): People, States & Fear - An Agenda for International Security Studies in The Post- Cold War Era, Second Edition, Harvester Wheatsheaf, New York.
Buzan, Barry et al. (1993): The Logic of Anarchy - Neorealism to Structural Realism, Columbia University Press, New York.
Caldicott, Helen (1986): Hvis er størst? Om våbenkapløbet & atomkrig, Frydenlund, København.
Calleo, David P. (1987): Beyond American Hegemony - The future of the Western Alliance, Wheatsheaf Books., Great Britain.
Carr, E. H. (1939): The Twenty Years Crisis 1919-1939: An Introduction to the Study of International Relations, Macmillan "Papermac",1981, London.
Chant, Christopher; Hogg, Ian (1984): Atomkrig, Borgen.
Connaughton, Richard (1992): Military Intervention in the 1990s - A New Logic of War, Routledge, London.
Crawford, Keith (1996): East Central European politics today, Manchester University Press.
Dagsorden for Europa - Regeringskonferencen 1996, (1995): Udenrigsministeriet, København. Findes på adressen:
http://www.um.dk/udenrigspolitik/europa/dagsorden/
Dansk og Europæisk sikkerhed, SNU, 1995, København.
DUPI-rapporten (1997): Grønland under den kolde krig - Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68.

Dansk Udenrigspolitisk institut 1997. Instituttet findes på adressen: http://www.dupi.dk/
Europinion nr. 11, juni 1997 på adressen: http://europa.eu.int/en/comm/dg10/infcom/epo/eo.html
Finansministeriets Budgetredegørelse maj 1996, København: http://www.fsk.dk/locations/fm/
Fred og Konflikt, 1991, SNU, København.
Fukuyama, Francis (1989): "The End of History", The National Interest, 16, pp. 3-18.
Fukuyama, Francis (1993): Historiens afslutning og det sidste menneske, Gyldendal, København.
Gellner, Ernest (1993): Nations and Nationalism, Blackwell, Oxford, UK.
Gilbert, Martin (1989): Second World War, Weidenfeld and Nicolson, London.
Gilpin, Robert (1981): War and Change in World Politics, Cambridge university press, Cambridge.
Gilpin, Robert (1987): The Political Economy of International Relations, Princeton University Press.
Grieco, Joseph M. (1988): "Anarchy and the Limits of Cooperation: A realist Critique of the Newest Liberal

Institutionalism", International Organization, 42., august 1988, pp. 485-507. Artiklen er optrykt hos Baldwin (ed. 1993).
Grieco, Joseph M. (1993): "Understanding the Problem of International Cooperation: The Limits of Neoliberal

Institutionalism and the Future of Realist Theory ",pp. 301-338, in Baldwin,1993.
Grus, nr. 46, 1995, Aalborg universitet, som havde temaet "Nation og stat".
Halliday, Fred (1995): "The End of the Cold War and International Relations: Some Analytic and Theoretical

Conclusions" pp. 38-61 in Ken Booth and Steve Smith (1995).
Halloran, Richard (1996): "The Rising East", Foreign Policy, Spring 1996. Artiklen findes på internettet:
http://www.enews.com/magazines/foreign_policy/
Hansen, Lene (1997): "R.B.J. Walker and International Relations: deconstructing a discipline", pp. 316-336 i Iver B. Neumann og Ole Wæver (eds.)(1997):The Future of international relations - Masters in the making, Routledge, London.
Heurlin, Bertel (1996): Verden 2000 - Teorier og tendenser i international politik, Gyldendal Undervisning, København. Profil af Bertel Heurlin: http://www.dupi.dk/Dupi-generelt/Forskerprofiler/bertel.html
Holm, Hans-Henrik (1991): "Demokrati og fred", pp.169-181, i Fred og konflikt, SNU, 1991.
Huntington, Samuel P. (1993): "The Clash of Civilization?", Foreign Affairs ( http://www.foreignaffairs.org/), Summer 1993, pp.22-49.
Huntington, Samuel P. (1996): The Clash of Civilizations and Remaking of World Order, Simon & Schuster, New York.
Huntington, Samuel P. (1996): "The West: Unique, Not Universal", Foreign Affairs, November/December 1996,
pp.28- 46. Artiklen findes på nettet: http://www.foreignaffairs.org/
Jacobson, Harold K. (1984): Networks of Interdependence - International Organizations and The Global

Political System, Second Edition, Alfred A. Knopf, inc, New York.
Jensen, Annette Marie (1994): Britiske og franske kernevåben, SNU, København.
Jyllands-Posten: http://www.jp.dk/ Her findes også et godt arkiv.
Jyllands-Posten, den 10.12.1996, "...Og så falder atombomben". I Kunst & Kultur, er der et langt interview med professor i politik og leder af Instituttet for Strategiske Studier på Harvards Universitetet, Samuel Huntington.
Jyllands-Posten, den 1.3.1997, "Uheld kan udløse en atomkrig", "Atomadvarsel til verden".
Jyllands-Posten, den 18.3.1997, Udland, "Svækket Berisha bad EU om Hjælp".
Jyllands-Posten, den 19.3.1997, Udland, "En nat med oprørs-generalen".
Jyllands-Posten, den 25.3.1997, Udland, "EU-ambitioner nåede et nyt lavpunkt".
Jyllands-Posten, den 26.3. 1997, Udland; "Samlet EU-udspil opgivet",
Jyllands-Posten, den 12.4. 1997, Udland. "Demonstration af EU-landenes manglende enighed".
Jyllands-Posten, den 28.5.1997 side 2, 2. sektion "50 års jubilæum for Marshall-hjælpen til Europa".
Jyllands-Posten, den 19.7. 1997, Udland,"Fredssoldater på afveje".
Jørgensen, Knud Erik (1996): Det udenrigspolitiske samarbejde i Den Europæiske Union, Systime, Aarhus.
Kelstrup, Morten (red.) (1990): Nyere tendenser i politologien - Bidrag til studiet af international politik

og den ny europæiske udvikling, Institut for samfundsfag og forvaltning, forlaget politiske studier, København 1990.
Kelstrup, Morten (1990): "Politologisk integrationsteori og den ny dynamik i Vest- og Østeuropa" pp. 155-185 i Morten Kelstrup (red.) (1990).
Kelstrup, Morten et al. (1990): "Om international politiks teori: Neorealisme og interdependensanalyse" pp. 13-57 i Morten Kelstrup (red.) (1990).
Kelstrup, Morten (1995): Om det danske demokrati og den europæiske integration, CORE arbejdspapirer: 3/1995, Copenhagen Research Project on European Integration, Institut for statskundskab, København.
Kennedy, Paul (1989): The Rise and Fall of the Great Powers - Economic change and Military conflict from

1500 to 2000, Fontana Press.
Kennedy, Paul (1994): Preparing for the twenty-first century, Fontana Press, London.
Keohane, Robert O; Nye, Joseph S.(1989 - ny udgave) (1977): Power and Interdependence, Second Edition, HarperCollins, 1989.
Keohane, Robert O. (1984): After Hegemony - Cooperation and Discord in the World Political Economy , Princeton University Press, Princeton, New Jersey.
Keohane, Robert O; Axelrod, Robert (1985): "Achieving Cooperation Under Anarchy: Strategies and Institutions", World Politics, 38, oktober 1985, pp. 226-254. Artiklen er optrykt hos Baldwin (ed. 1993).
Keohane, Robert O. (ed.)(1986): Neorealism And Its Critics, Columbia University Press, New York.
Keohane, Robert O. (1986): "Theory of World Politics: Structural Realism and Beyond" pp.158-203 i Robert O.
Keohane (ed.)(1986). Findes genoptrykt hos Viotti og Kauppi pp. 186-227.
Keohane, Robert O; Nye, Joseph (1987): "Power and Interdependence Revisited", International Organization, vol. 41, nr. 4, autumn 1987.
Keohane, Robert O. (1989): International Institutions and State Power - Essays in International Relations Theory , Westview Press, Boulder, San Francisco & London.
Keohane, Robert O. (1993):"Institutional Theory and the Realist Challenge After the Cold War" pp.269-300, in Baldwin (ed. 1993).
Keohane et al., Robert O. (1993): After the Cold War - International Institutions and State Strategies In Europe,

1989-1991, Harvard University Press, Cambridge.
Knudsen, Anne; Wilken, Lisanne (1993): Kulturelle verdener - kultur og kulturkonflikter i Europa, forlaget Columbus.
Knudsen, Anne (1994): Kultur uden kampvogne, Den Danske Europabevægelse.
Kyrstein, Jens (1986): Filosofi 1, 1. udgave, 1. oplag, 1986, København.
Lane, Jan-Erik; Ersson, Svante O. (1994): Politics and Society in Western Europe, 3. edition, SAGE, London.
Larsen, Peter Gorm (1996): Globalisering - en verden af betydninger, findes kun publiceret på internettet på adressen: http://users.cybercity.dk/~ccc11527/art1.htm
Marshall-Planen 50 år, (1997), Udenrigsministeriet, København.
Martinussen, John Degnbol (1994A): Teorier om samfund og udvikling i den 3. Verden, Mellemfolkeligt Samvirke.
Martinussen, John Degnbol (1994B): Samfund, Stat og Marked - En kritisk gennemgang af teorier om udvikling

i den 3. Verden, Mellemfolkeligt Samvirke.
McNamara, Robert (1986): Blind Katastrofekurs - Om at overleve atomalderens første århundrede, på dansk ved Mogens Boisen, Centrum, Grenå.
McSweeney, Bill (1996): "Identity and Security: Buzan and the Copenhagen school", Review of International Studies 1996, 22, pp. 81-93.
Mearsheimer, John (1990): "Back to the Future - Instability in Europe after the Cold War", International Security ( http://www-mitpress.mit.edu/journal-home.tcl?issn=01622889), årg. 15/1, pp 5-56.
Mearsheimer, John (1994/1995): "The False Promise of International Institutions," International Security, ( http://www-mitpress.mit.edu/journal-home.tcl?issn=01622889), Winter 1994/95, vol. 19., No. 3, pp 5-49.
Morgenthau, Hans (1993): Politics Among Nations: The struggle for Power and Peace, McGraw-Hill, New York, oprindelig fra 1948.
Mortensen, Lars (1991), "Sikkerhedspolitisk leksikon", pp. 314-361 i Fred og Konflikt, SNU. 1991, København.
Mouritzen, Hans (1997): "Kenneth Waltz: a critical rationalist between international politics and foreign

policy" pp. 66-89 i Iver B. Neumann og Ole Wæver (eds.)(1997).
Mørch, Søren; Olsen, Anne Okkels (1995): Den nye verdensorden og krigen om Kuwait, Systime, Herning.
Nedergaard, Peter (1994): Organiseringen af Den Europæiske Union, Handelshøjskolens forlag.
Newsweek, Nr. 25, den 22. juni 1992, p.13. "Bosnia: Will America step in?".
Nielsen, Keld, et al. (1996): Skruen uden ende - Den vestlige teknologis historie, Bogklubben Teknik og Natur, 2. udgave, Teknisk forlag.
Nye, Joseph S. (1990): Bound to lead - the changing nature of American power, BasicBooks, United States.
Næss, Arne (1980): Vitenskabsfilisofi, Universitetsforlaget, Oslo, 3.reviderede udgave, 1980.
Nørreklit & Adolphsen (1994): Videnskabsteori, Samf.basis, AUC,1994.
OECD in figures - Statistics on the Member countries, 1996 edition" på internettet: http://www.oecd.org/
Olsen, Gorm Rye (1991): Golfkrisen og den nye verdens orden, SNU, København.
Olsen, Gorm Rye et al. (1993): U-landene i det nye internationale system, Columbus.
Olsen, Gorm Rye; Udsholt, Lars (1996): Forenede Nationer i en splittet verden, Columbus.
Olsen, Gorm Rye; Casse, Thorkil (1996): U-landene i det internationale system, Columbus.
OMRI Daily Digest, Open Media Research Institute, Na Strzi 63, 14062 Prague 4, Czech Republic. Adressen: http://www.friends-partners.org/friends/news/rferl/master.htmlopt-tables-unix-english-
OMRI Daily Digest, den 7.2.1997.
OMRI Daily Digest, den 12.2.1997."Rybkin on Russia`s first strike policy".
OMRI Daily Digest, den 17.2.1997: "Russia reserves right to use nuclear weapons".
OMRI Daily Digest, den 17.3.1997, "Chief of General Staff:Officer corps decaying".
Pedersen, Thomas (1991): "Sikkerhedsbegrebet", pp 43-54 i Fred og Konflikt, 1991, SNU.
Pedersen, Thomas; Jørgensen, Knud Erik (1994): "EF`s rolle i Balkan-krisen", pp. 188-205 i Erik A. Andersen & Håkan Wiberg (red.)(1994): Storm over Balkan - Fra oldtidshistorie til stormagtsspil, C.A. Reitzel, København.
Petersen, Ib Damgaard (1990): "Frygtens fælde - Vejen til en utilsigtet atomkrig" pp. 101-131 i Morten Kelstrup (red.) (1990).
Petersen, Nikolaj (1985): "Spænding-afspænding", pp. 126-136 i Veje til fred - Håndbog i sikkerhed og

nedrustning,Gyldendal/SNU, København.
Petersen, Nikolaj (1991): Tysklands enhed - Europas sikkerhed, SNU, København.
Poggi, Gianfranco (1978): The development of the modern state - A sociological introduction, Stanford University Press, California.
Rasmussen, Hjalte (1994): EU-ret og EU-institutioner i kontekst, Karnov.
Robertson, Roland (1990): "Mapping the Global Condition: Globalization as the Central Concept", in Mike Featherstone (ed.) (1994): Global Culture - Nationalism, Globalization and Modernity, Sage Publication, London.
Ruggie, John Gerard (1983):"Continuity and Transformation in the World Polity: Toward a Neorealist Synthesis", World Politics, ( http://www.wws.princeton.edu:80/world_politics/) Januar 1983, volume 35(2) pp.261-285. Artiklen er optrykt i Keohane (ed.1986).
Russett, Bruce; Starr, Harvey: World Politics - The Menu For Choice, W.H. Freeman and Company, New York, Oxford.
SIPRI-Yearbook, Stockholm, findes delvis på nettet: http://www.sipri.se/pubs/yearb.html
Skak, Mette (1996): From Empire to Anarchy - Postcommunist Foreign Policy and International Relations, Hurst & Company, London.
Smith, Anthony D. (1991): National Identity, Penguin Books,England.
Stubbs, Richard; Underhill,Geoffrey R.D.(eds.)(1994): Political Economy and the Changing Global Order, Macmillan, Great Britain.
Sørensen, Georg (1995): "Globalisering og styring", pp.25-27, tidsskriftet SALT, nr. 6, 4. årgang, november 1995.
Teich, Mikulas; Porter, Roy (1994): The national question in Europe in historical context, Cambridge University Press.
The Economist findes delvist på nettet på adressen: http://www.enews.com/magazines/economist/ Her er der også et godt arkiv.
The Economist, den 9. marts 1991, "On top of the world?" pp.15-16.
The Economist, den 11.juli, 1992, "A Survey of the European Community - Into the Void".
The Economist, den 3. juli 1993, "A Survey of the European Community - A rude awakening".
The Economist, den 30. april 1994, "Shamed are the peacekeepers", p.14.
The Economist, den 22. oktober 1994, "A Survey of the European Union - Family Frictions".
The Economist, den 25. marts 1995, "Special - Nuclear proliferation", pp.25-29.
The Economist, den 4. januar 1997, "Defence - Costing a bomb", p.46.
The Economist, den 4. januar 1997, "The threat of missile proliferation", pp.49-55.
The Economist, den 22. marts 1997, "Russia, Unequal abroad, punchier at home", p.39.
The Economist, den 31. maj 1997, "A Survey of the European Union - Europe`s mid-life crisis".
The Economist, den 31. maj 1997, "Russia- Brassed off", p.27.
The Military Balance, IISS, London. Findes delvist på nettet: http://www.isn.ethz.ch/iiss/milbal1.htm
Time, den 19. maj, 1997, vol. 149, nr. 20 "Nuclear Disarry". Findes på adressen: http://www.pathfinder.com/@@x8X1MgYAvOnTZy6K/time/magazine/ Her er der også et godt arkiv.
Ugebrevet Mandag Morgen, nr. 20- 22. maj 1995. "Storpolitik - Sikkerhedsekspert: Uden militær dimension smuldrer EU". Her er et interview med Kenneth Waltz.
United Nations, Population Division, Department for Economic and Social Information and Policy Analysis, "The 30 largest countries ranked according to population size, 1950, 1996, 2050". På nettet: http://www.undp.org/popin/
United Nations World Population, 1996, "World`s largest countries in 1996". På nettet: http://www.undp.org/popin/
Veje til Fred - Håndbog i sikkerhed og nedrustning, Gyldendal/SNU, 1985, København.
Verdensbanken på internettet: http://www.worldbank.org/
Viotti, Poul R.; Kauppi, Mark V.(1993): International Relations Theory - Realism, Pluralism, Globalism, Second Edition, Macmillan Publishing Company, New York.
Walker, R.B.J. (1995): "International Relations and the Concept of the Political", pp. 306-327 i Ken Booth og Steve Smith (1995).
Waltz, Kenneth N. (1979): Theory of International Politics, McGraw-hill Publishing Company, New York.
Waltz, Kenneth N. (1986): "Reflections on Theory of International Politics: A Response to My Critics", pp.322-345 in Robert O. Keohane (ed.1986).
Waltz, Kenneth N. (1990) "Journal of International Affairs", vol.44, nr.1, Spring/Summer 1990, pp.30-31.
Wæver, Ole (1992): Introduktion til studiet af international politik, forlaget politiske studier, Institut for statskundskab, København.
Wæver, Ole et al. (1993): Identity, Migration and the New Security Agenda in Europe, Centre for Peace and Conflict Research, Copenhagen, Pinter Publishers, London. ( http://www.fsk.dk/locations/copri/)
Wæver, Ole; Kelstrup, Morten (1993): "Europe and its nations: Political and cultural identities", pp.61-92 i Ole Wæver et al. (1993).
Wæver, Ole et al. (eds.)(1997): The Future of International Relations - Masters in the Making, Routledge, London.
Øberg, Jan et al. (1988): Vind Freden - Med nye initiativer til selvstændigt forsvar og en global etik, Vindrose, København.
Østrup, Finn; Kristensen, Jens Pagter (1986): Det økonomiske samarbejde i EF, Jurist og Økonomforbundets Forlag, København.

Udarbejdet af :

Cand scient pol.
Peter Gorm Larsen
Kastanievej 52, 7700 Thisted.